Glædelig jul og godt nytår! Året vi ikke taler om, er snart slut. Men blandt isolation, sygdom, manglende lyst til at fotografere, frustration og negative tanker, har der stadig været noget godt. Året vi ikke taler om, har også givet mig noget nyt perspektiv. Noget som jeg vil tage med ind i det næste år, selvom jeg har snydt lidt og allerede er begyndt.

Det er vidst ingen tvivl om at jeg elsker at tage dyrebilleder. Det er ofte svært når man ikke har en mega zoom. Men så er der heldigvis noget der hedder Haderslev Dyrehave.

Til dem der ikke kender stedet, så er Haderslev Dyrehave én stor indhegning hvor der går råvildt. Der er både almindelig dådyr, men også krondyr. Sidstnævnte er noget jeg længe har ville fotografere. Der er åbent 24 timer i døgnet og koster ingenting at komme ind. Hele området er fantastisk smukt, med skove og sletter, hvor dyrene går frit.

Jeg havde aldrig hørt om det, men opdagede det ved et tilfælde, da jeg søgte efter spændende steder i Sønderjylland. Så da vejret nu var så lækkert, valgte jeg at tage afsted samme dag som jeg havde været ved Margrethe sø.

Haderslev Dyrehave

Haven ligger i udkanten af Haderslev med udsigt over Haderslev fjord og søen Hindemade, og er ikke svær at finde. Der er skiltet når du kommer til Marstrup. Men der er 4 indgange til haven, men hovedindgangene ligger ved Nørskovgård. Den er cirka 100 ha stor, og består af en blanding af skov og sletter. Dyrebestanden består af cirka 200 dådyr og 20 krondyr, som frit kan gå over hele indhegningen. Derfor kan det være svært at finde dyrene ind i mellem. Men selvom du finder dem, så løber de væk hvis du kommer for tæt på. Disse dyr er ikke tamme, og må ikke fodres af gæsterne. Så hvis man ønsker gode billeder, så bliver man stadigvæk nød til at væbne sig med tålmodighed. Afhængig af årstiden, så befinder dyrene sig forskellige steder. Om vinteren har de en tendens til at være i nærheden af de 4 foderstationer der er stillet op, eller i skoven. Om sommeren opholder de sig mest på sletterne og æder sig tykke i det frodige græs.

Se folderen for Haderslev Dyrehave for mere info lige her.

Når man er ude for at fotografere, så er antallet af billedet man kommer hjem med, yderst skiftende. Nogle gange kommer du hjem med ét enkelt, eller slet ingen. Andre dage når du helt op på 5 styks, og det har været en vanvittig produktiv dag. På min første lørdag i marts måned, kom jeg hjem med 12 billeder. Fra Margrethe sø, lige uden for Gråsten skov, ved solopgang, til Haderslev Dyrehave ved solnedgang. (red. blogindlæg om Haderslev Dyrehave kommer i næste indlæg, da dette indlæg blev lidt langt).

Valget faldt på Margrethe Sø

Klokken 6.02, efter at have fjernet nattens tynde islag fra bilen, var jeg på vej mod Gråsten. Målet var Margrethe Sø, da det var ved at være længe siden jeg sidst havde været der. Vejret var klart, og over motorvejen, hang der er en stor rød måne som ledte mig den rette vej. Men jo nærmere jeg kom Gråsten, jo mere diset blev det, og månen forsvandt da jeg kørte af motorvejen. Jeg begyndte at få mine forhåbninger op omkring disen, så da jeg drejede af landevejen og ind på grusvejen der førte ned til søen, havde jeg allerede de første billeder i hovedet.

Efter en kort tur på den mest hullede grusvej i mands minde, bakkede jeg bilen ind på den lille parkeringsplads i udkanten af skoven. 25 meter fra mig, sprang der to rådyr op, men de tog det dog stille og roligt. Vi kiggede hinanden lidt i øjnene, indtil de valgte at springe væk. Jeg fik fundet mit udstyr frem, hoppede i et par tykke sokker og gummistøvler, og begyndte at vandre ned ad stien. Temperaturen lå lige omkring frysepunktet, så omgivelserne var pakket fint ind i et tynd lag af frost. Normalt er området omkring søen brugt til mark for heste. Der er altid adgang, men om vinteren er risikoen for at træde i lort noget mindre, da marken er tom. Til gengæld er jorden meget mudret, specielt i denne tid på grund af alt det vand vi har fået det sidste stykke tid. Så gummistøvlerne var et godt valg.

De røde og magenta nuancer var ikke at finde ret mange minutter. Kort efter billeder var taget, trængte solen først igennem igen 45 minutter senere.

Det meste af breden omkring Margrethe Sø er fyldt med høje siv, og meget blød jord, så det var ikke helt nemt at finde et sted at stå. Men efter at have kigget lidt rundt i et kvarters tid, fandt jeg en bred med noget frossen græs, og flot udsigt til nogle træer i baggrunden og i siderne, hvor solen ville stå op bagved. Det var diset, vindstille og solen var så småt ved at stå op. Forholdene blev bedre og bedre.

Ventetid og bracketing

Inden længe begyndte farverne at komme frem i disen i takt med at solen begyndte at stå op. Jeg begyndte at tage billeder, men inden for 5 minutter, var farverne så småt væk igen. Jeg fortsatte dog med at tage billeder med jævne mellemrum, i mens jeg nød en kop kaffe. Efter et kvarter var disen nu så tyk, og nærmest blevet til tåge. Solen var nu også officielt stået op, men der kom ingen lys igennem, så jeg valgte at fortsætte til næste komposition. Det var dog kun 20 meter fra hvor jeg stod. Jeg luntede over, satte kameraet op, og begyndte at vente. Lyset tog sin gode tid med at bryde igennem, og det var først 30 min senere jeg fik et billede jeg kunne bruge.

Jeg brugte en metode der hedder bracketing. Denne metode bruges ofte hvis du for eksempel har en meget mørk forgrund, og en meget lys baggrund. I stedet for at bruge et ND gradient filter, så kan du bracket. Du får kameraet til at tage 3 forskellige billeder. Ét billede med den normale eksponering du har valgt. Så tager kameraet automatisk ét billede med et blændestop større, og ét billede med et blændestop mindre. Derefter kan du sætte de 3 billeder sammen i Photoshop, og få et perfekt eksponeret billede, uden for meget højlys, eller skygger.

Det blev dog ikke nødvendigt at bruge de andre billeder, men det er altid godt at have muligheden. For du kan ikke gøre det om når du først er kommet hjem.

En lille buttet spurv gemmer sig bag en tot græs i skovbunden. Men genert var den ikke. 

Forfalsket dis

Oppe i skoven, lige omkring hegnet, havde jeg fundet det fineste mosindpakket træ. Jeg ville rigtig gerne have et billede af dette med noget dis omkring. Men desværre var alt disen så godt som væk i skoven, og der var kun lidt tilbage ude på marken og ved søen. Så hvad gør man så? Man ånder da bare på front elementet på objektivet, fokuserer igennem det, og tager billedet.

En anden ting er dog at skovfotografering er stadigvæk en af mine svage sider. Jeg har så svært ved at se motiverne og kompositionerne. Så jeg har brugt meget tid på at se utallige YouTube videoer om emnet. Så i år vil jeg koncentrere mig lidt om denne svaghed og vandre lidt mere i skoven til sommer, og få skærpet mine færdigheder.

Spurven Samson

Da klokken var ved at være 9, begyndte jeg at blive sulten og tænkte jeg hellere måtte vende snuden mod Sønderborg. Jeg smed min Tamron 70-210 på kameraet, bare i tilfælde der skulle komme et rådyr eller andet spændende hoppende forbi. Jeg er flere gange blevet snydt, når jeg har pakket kameraet væk. Det slår aldrig fejl, 5 minutter senere, så kommer der 5 bjørne jonglerende på en et-hjulet cykel krydsende hen over stien.

Og ganske nok, så kom der noget. Ikke langt fra bilen, hoppede der er en lille fed spurv rundt på jorden. Den blev ved med at komme tættere og tættere på, så billederne blev taget hurtigere og hurtigere. Men sådan en lille fætter bevæger sig vanvittigt hurtigt, og skifter retning endnu hurtigere. Så fokus ramte ofte ved siden af. Men fortvivl ej, der kom nogle rigtig fine billeder ud af den lille buttede fyr.

En kort historie om Margrethe Sø

I udkanten af Gråsten skov ligger der 4 søer. De 3 af søerne er navngivet efter Droning Ingrids 3 døtre, Margrethe, Benedikte og Anne Marie. Den sidste sø er navngivet efter Ingrid selv. Selve skoven er løvtræer med både råvildt, egern og fugle i massevis. Specielt i Margrethe Sø, der ligger mere åbent end de andre søer, har et kæmpe liv af gæs, ænder, og svaner. Du kan læse endnu mere om Margrethe Sø, skoven og landskabet lige her.

Vi er nu den første uge igennem 2020 og ferien er slut. For mit vedkommende strakte den sig helt til den 6. Januar. På min første tur i år, valgte jeg at tage et smut til Blåvandshuk. Et sted jeg ikke har været i mange år. Men ferien har ikke været præget af fotografering. Faktisk, så har jeg været utrolig doven i min juleferie. Tiden er blevet brugt i selskab med familie og venner, men også på sofaen.

Lige inden jul, udgav Netflix deres nye serie The Witcher, som er en filmatisering af Andrzej Sopkowski’s bøger. Da jeg har været stor fan af spillene – som også er inspireret af bøgerne – kastede jeg mig straks over serien, og blev så positivt overrasket, at jeg fik helt lyst til at genspille Witcher 3: The Wild Hunt. Så kort efter jul gik jeg i gang, og brugte faktisk størstedelen af min ferie på dette. Så fotografering blev der ikke meget af. Dog i weekenden op til min første arbejdsdag valgte jeg at tage lidt afsted. Vejrudsigten sagde flot vejr, dog meget blæsende, så jeg valgte at tage et smut til Blåvandshuk for at blive blæst godt igennem.

Det var en mørk og stormfuld formiddag

Jeg fik pakket tasken med udstyr, deriblandt det nye kogegrej jeg havde fået til jul. Det skulle ud og testes for at se om det var noget værd. Jeg havde fået en ny brænder fra MSR og en lille titaniumsgryde fra Cuma Gear. Dette var for at lette min rygsæk væsentligt og gøre det nemmere når jeg alligevel kun skulle koge vand på mine vandreture. I forhold til min Trangia, sparede jeg cirka 600g, hvilket må siges at være noget af en forskel. Derudover pladsen fylder det nye udstyr 1/3 af det gamle.

Afsted i bilen det gik, med kurs mod Blåvandshuk. Vejene var våde efter nattens regn, men det så ud til at klare op. Men det var så meget sagt. Kort efter jeg var kørt af motorvejen ved Rødekro åbnede himlen sig. Det stod ned i stænger og det blæste en stiv pelikan fra vest. Farten faldt og trafikken snøvlede sig afsted med 60 km/t, da sigtbarheden nu var elendig. Heldigvis klarede det snart op igen, og resten af turen mod Blåsvandshuk gik stille og roligt, og uden problemer.

Blåvandshuk

Lige omkring 10.45 rullede jeg ind i Blåvandshuk og satte kursen mod fyret. Selvom det var lørdag, havde jeg kun mødt en større udvandring af tyske turister. Det nye hold var endnu ikke ankommet, så byen var stille og parkeringspladsen ved fyret var endnu ikke fyldt. Jeg kom i tøjet, et, to, tre, fire og fem lag. Så var jeg klar til at møde den kolde storm fra vest og tilbringe det meste af middagen på stranden. Solen var kommet frem, men legede stadigvæk tagfat med de skyer der måtte glide forbi i deres travle tempo hen over den danske himmel.

Jeg gik mod stranden fra parkeringspladsen og kom snart ud til det skønne skønne område der nu er vesterhavet. Ah hvor jeg da elsker det. For mig, er det at besøge vesterhavet noget af det bedste jeg ved, desværre er jeg det bare for lidt. Blåvandshuk er det tætteste, men det er stadig 2 timers kørsel hver vej. Hvor kærligheden til dette hav kommer fra, skal jeg ikke kunne sige. Måske fra familieferier fra da jeg var lille, eller måske bare det faktum, at det er det eneste rigtige rå og utilgivelige natur vi har i Danmark.

Jeg fandt kameraet frem og satte min Tamron 70-210 mm på for at få lidt rækkevidde, og gik så rundt og tog lidt billeder nede på stranden. Det var noget af en prøvelse at holde kameraet stille da blæsten ihærdigt prøvede at vælte mig omkuld. Efter lidt kedelige og meningsløse skud vendte jeg næsen mod klitterne og vandrede tilbage. Oppe i højden gav det et mere spændende overblik af stranden, og med den skarpe sol i baggrunden skød jeg nogle billeder af nogle mennesker der gik nede på stranden.

I militærets baghave

Jeg var nu på vej over i mod militærets øvelsesterræn. Jeg sikrede mig at der ikke var nogen hjemme og krydsede grænsen. Omgivelserne var nu klitter med bølgende grønt og gult græs, og gav anledning til mange fede billeder. Jeg tænkte at jeg ville have et billede af fyret med klitter og græsset i forgrunden. Jeg rendte op og ned af diverse klitter for at finde den bedste udsigt, og tog adskillige billeder, både i lodret og vandret position. Selvom håndholdt fotografering plejer at være nemt, så er det uden tvivl det ikke når det blæser 15 m/s. Der var tider hvor jeg havde svært ved at kigge igennem søgeren på grund af blæsten.

Jeg befandt mig nu endnu engang på stranden, og havde et billede i tankerne. Noget med noget skumsprøjt fra de store bølger på havet som måske kunne give et fedt abstrakt look. Jeg kunne desværre bare ikke helt få det til at virke, og valgte derfor bare at stå og nyde blæsten og naturen lidt. Da jeg vendte mig om, skinnede solen igennem skyerne fra oven, og kastede dens gyldne lys over et par gamle bunkere. Med silhouetten fra bunkerne i bunden af billedet og det klare stærke lys fra oven, fik jeg skabt en komposition jeg var ganske godt tilfreds med.

Sulten var så småt ved at melde sig, og tænkte at det måske var på tide at finde et sted, jeg kunne få mig lavet noget mad, samt nyde solen lidt, helst uden at for meget blæst. Logikken dikterede at det bedste sats nok var en gammel tysk bunker. Så jeg satte endnu engang kurs mod klitterne.

Frokost i en tysker bunker

Der gik ikke længe før jeg spottede en bunker der nok kunne bruges til at koge lidt vand i. Det tog aldrig ret lang tid at nå derop, og ganske som jeg havde forudset, så var der næsten ingen vind i det ene hjørne. Samtidig var der en lille afsats hvor jeg kunne opstille mit udstyr og koge noget vand til mit frysetørret måltid. Jeg har stadigvæk rester tilbage fra min Norge tur, så det var en af disse jeg havde taget med. Real turmats Spaghetti Bolognese er fantastisk. Det er ihvertfald tilfældet når du er udenfor, har aldrig prøvet at lave det derhjemme, for er ikke helt sikker på det smager lige så godt.

Opsætning og brug af udstyr var uhyre nemt, og jeg er stor fan af dette ekstremt lille kogegrej. Brænderen skrues bare på gasdåsen, og denne bruges så som fod. Armene foldes ud på brænderen og man tænder op. Den lille titaniumsgryde står fint og stabilt uden der er chance for at den vælter. Samtidig koger den vand utrolig hurtigt, så der gik ikke lang tid før maden var klar. Jeg nød min frokost i forholdsvis fred og ro, med en god udsigt til vesterhavet, hvor jeg lige akkurat kunne skimte Horns Rev. Den kæmpe vindmøllepark der er bygget i Nordsøen ud for Esbjerg.

Efter frokosten var spist og det hele var pakket sammen, gik jeg igen ned på stranden. Der var en reel sandstorm som jeg vandrede i, men med vinden i ryggen gik det forrygende. Jeg gik og ledte efter lidt flere billeder, men fandt ikke rigtig noget. Jeg valgte derfor at gå tilbage til bilen, og valgte at sige det var det. Jeg smed de ekstra lag jeg havde på, og vendte atter næsen tilbage mod Sønderborg. Selvom det var en kort dag her i Blåvandshuk, så havde jeg nydt at komme væk hjemmefra og nyde den fantastiske rå natur ved vesterhavet.