Norge 2019 Arkiv - PixALS Photo

Norge: Konklusion

Thomas — Thu, 01 Aug 2019 07:09:59 +0000

Vi er nu nået til vejs ende, og til en konklusion af min tur. Men den kommer først længere nede i indlægget.

Regnfuld morgen

Jeg vågnede til lyden af regn. Jeg kiggede på uret, og klokken var kun 2. Den regn der var lovet var nu kommet. Jeg lagde mig om på den anden side og sov videre. Regnen fortsatte med at tromme stille på mit telt, og jeg sov meget uroligt resten af tiden. Efter nogle timers med afbrudt søvn, gad jeg ikke forsøge mere, og valgte at stå op. Jeg fik noget morgenmad i form af de sidste burittos og peanutbutter jeg havde tilbage, og da jeg ikke længere kunne holde mig, gik jeg ud af teltet og ned i hytten.

Jeg fandt en dejlig komfortabel stol inde i deres pejsestue og sad nu her tænkte over hvad jeg skulle gøre. Jeg var fuldstændig mørbanket, jeg kunne ikke overskue at skulle vandre mere, og jeg kunne slet ikke overskue at det skulle regne 60% af tiden indtil mandag. Jeg valgte at ringe til Colorline for at høre om de havde en tidligere færge afgang. De havde en samme dag klokken 16.30, men det ville komme til at koste 2000 kr. Jeg sagde pænt nej tak, og satte mig hen i stolen igen for at tænke over hvad jeg så skulle gøre.

Da regnen så småt stoppede ved 12 tiden, var jeg kommet til en konklusion. Jeg ville køre hjem, over Sverige. Der var 1100 km hjem til Sønderborg, men det ville koste cirka halvdelen af hvad det ville med færgen. Så jeg pakkede min taske og mit telt sammen, fik ordnet betaling med Solheimstluen, og så satte jeg næsen mod Danmark.

Men ikke ret lang tid efter måtte jeg stoppe igen. Skydækket var ved at blive opløst, og tinderne på det omkringliggende fjeld begyndte at vise sig. Så jeg stoppede bilen, fandt kameraet frem, og skød det sidste billede – og mit yndlingsbillede på hele turen. Billedet er også oppe i min portfolio.

800 km og 20 minutters pause

Turen hjem gik stille og roligt. Jeg har over årene fået opbygget en rigtig god tålmodighed i trafikken, og når jeg ved at jeg skal køre langt, så er den endnu bedre. Trafikken flød rigtig godt, selv på de små landeveje i Norge. Det var først da jeg nåede grænsen til Sverige på E6 at det begyndte at klumpe lidt sammen. Samtidig blev jeg inviteret til at overnatte ved et vennepar i Køge, som jeg takkede ja til, så slap jeg da for 300 km den dag.

Da jeg kørte fra Solheimstulen, lettede skyerne og tinderne begyndte at komme frem.

I udkanten af Göteborg var både tanken og maven ved at være tom. Jeg havde nu været på farten i 7 timer og trængte til en pause. Jeg holdte ind ved en McDonald’s, med en tankstation lige ved siden af. Jeg fik fyldt maven op med Nuggets og tanken op med 95, og så var jeg afsted igen. Resten af turen gik fejlfrit, men turen igennem Göteborg var dog lidt stressende. Jeg hader at køre i store byer.

Da klokken nærmede sig 22.30, ankom jeg i Køge, resten af aftenen gik med godt selskab, historier og et par øl. Den næste morgen var jeg ude af døren ved 10 tiden. Det var lørdag, så jeg ville helst undgå den værste ferietrafik. Trafikken flød fint det meste af vejen, men efter Odense begyndte der at komme noget flere biler på vejen, og ved Kolding var jeg endt i den klassiske ferietrafik. Men på den tidlige eftermiddag landede jeg i Sønderborg. Mit store eventyr var nu ved en ende.

Konklusion

Det er nu halvanden uge siden jeg kom hjem, og har haft god tid til at tænke over min konklusion af turen. Selvom jeg valgte at tage hjem nogle dage før tid, har jeg ikke fortrudt dette valg. Jeg tror at hvis jeg var blevet deroppe indtil min færge afgik mandag, ville jeg have været helt ødelagt, og måske endda mistet lysten til at nogensinde komme tilbage. Som jeg skrev tidligere, så forventede de rigtig meget regn henover de næste par dage, men da jeg tjekkede vejrudsigten for området lørdag aften, forventede de 40-50mm i løbet af et døgn. Så blev jeg pludselig endnu mere glad for min beslutning.

Jeg fik ikke taget så mange billeder som jeg havde forventet. Grunden til det, er at terrænet og omgivelserne ligner rigtig meget hinanden deroppe. Der er ikke mange ting der skiller sig ud, som vandfald eller kæmpe elve. Men en anden grund, og nok også den største, er at jeg simpelthen ikke orkede det. Det var et slid at få tasken af og på og finde kameraet frem, når jeg endelig holdte pause, gad jeg ikke rode rundt med kameraet. Så de fleste billeder der blev taget, blev gjort med telefonen, som jeg lige kunne fiske ud af lommen og tage et par skud.

Der er ingen tvivl om at jeg ikke færdig med at opdage verden på denne måde. Det har været utrolig spændende tur. Det har været hårdt og brutalt, men samtidig inspirerende. Kunne måske godt være bedre træning til næste gang, eller skal jeg ikke presse mig selv så ekstremt. Forhåbentlig har jeg noget mere erfaring til næste tur, og udstyret er blevet brugt meget mere.

Fra mandag til torsdag gik jeg, alt i alt 118851 skridt, som i følge mit ur svarer til 93,23 km. Mit daglige gennemsnit plejer at være omkring 11000. 85% af disse kilometer er gået med en rygsæk der har vejet i omegnen af 21 kg.

Til sidst vil jeg gerne sige tak. Mange tak. Tak fordi du har valgt at læse disse blogindlæg.

Indlægget Norge: Konklusion blev først udgivet på PixALS Photo.

Norge: Stædighed og Optimisme

Thomas — Tue, 30 Jul 2019 10:19:27 +0000

Lige siden jeg gik de sidste kilometer tilbage mod Solheimstulen, vidste jeg hvad dette blogindlæg skulle hedde. “Stædighed og Optimisme”. Det var det eneste der holdte mig oppe til sidst. Men det var også det sidste jeg havde i mig, for dagen efter kørte jeg hjem.

Morgenmad med en udsigt

Dagen efter min vandretur igennem Dante’s Inferno, vågnede jeg radbrækket og øm i det meste af kroppen. Mine fødder var ekstremt ømme under foden, men ufatteligt nok havde jeg ingen vabler. Dette er fordelen ved godt fodtøj – både sko og sokker. Jeg kravlede ud af teltet til en lidt blæsende, men ellers rigtig flot morgen. Men blæst betød at der knap ville være så mange myg, og det ville min krop være ganske glad for. Efter gårsdagens bad, opdagede jeg at min krop var blevet brugt som tag selv buffet for hele Hardangerviddas bestand af myg. Min merinouldstrøje var vidst ikke myggesikker.

Jeg gik ind i hytten og stjal lidt kogende vand fra deres tekande til min havregrød og kaffe, og plantede mig dernæst ude foran på en bænk med udsigt udover Mår, og ned til Mårsnos – et bjerg på 1433 moh. Her blev jeg siddende den næste times tid og spiste min morgenmad i fred og ro, nød udsigten, og skrev lidt med venner og familie.

Mårbu seter og fjellstue som jeg boede ved. Flinkt personle, og fremragende udsigt.

I dag var destinationen Solheimstulen, mit startpunkt. Men i følge hyttepersonalet var der cirka 25 km. Jeg gik kortet igennem, og prøvede at finde et sted jeg eventuelt kunne tage en overnatning. Der var jo stadig 4 dage til jeg skulle med færgen tilbage til Danmark. Omtrent halvvejs, så lovende ud. Jeg fik ordnet betaling med hytten – de tog Visa – og så gik jeg ud for at pakke min lejr sammen, og omkring klokken 11.30 var jeg klar til at tage afsted.

Op, op, op!!

Da jeg slyngede tasken over skulderen, kunne jeg pludselig mærke hele kroppen værke. Men som de andre dage, vidste jeg at efter 20 minutters tid ville det være overstået. Mårbu hytterne ligger helt ude ved vandet, med bjerge omkring sig på 3 af siderne. Så dagen startede med at skulle op af det ene. Så over de næste 2 km, gik jeg cirka 160 højdemeter yderligere. Så var benene ligesom varmet op.

Efter at være nået toppen holdte jeg en lille pause, og fik lidt at spise. Her blæste det en god blæst, så vindjakken blev fundet frem, så jeg ikke blev for kold. Terrænet blev nu mere håndterligt, og det gik faktisk lige ud – for en gangs skyld. Efter noget tid kom jeg til en sø, endda med en fin lille strand. Her kunne jeg få tanket vandflasken op, og igen tage en kort pause og få den tunge taske af skulderne. Jeg havde kort kameraet ude, men det blev ikke til nogen billeder den dag. Jeg fortsatte, og igen gik det nu stødt opad. Jeg havde en smuk udsigt ud over Smågefjorden, men allerede efter 3 km måtte jeg endnu engang tage en pause. Jeg havde krise.

Jeg holdte en længere pause bagved en stor sten. Både fysisk og psykisk var jeg kørt i bund, og hvis jeg skulle nå til Solheimstulen i dag, havde jeg stadigvæk 18 km tilbage. Det sted jeg havde udset til en eventuel overnatning, var kun lige om hjørnet, hvilket gav lidt håb.

Elvkrydsning og tvivl

Kort efter pausen begyndte det at gå nedad igen. Det varede ikke længe før jeg kom Smågådalen. Men for at jeg kunne kom ind i den, måtte jeg krydse elven Smågåe. Elven var cirka 20 meter bred, med en lille ø i midten. På hver side stod der et skilt med nogle vadestænger, disse skulle bruges at holde balancen, mens du hopper fra sten til sten. Jeg greb en og begav mig ud i det. Dette gav mig endda fornyet energi, det var lidt anderledes og spændende, og gjorde mig i godt humør. Jeg kom sikkert over uden problemer – alle de timer brugt på de stenede strande omkring Als har ikke været spildt – og samtidig kunne jeg lige få fyldt vandflasken – og mig selv – op med vand.

Elven jeg skulle krydse. Det galt om ikke at sætte fødderne forkert her. Du kan lige se vadestængerne på anden side i venstre hjørne.

Jeg befandt mig nu i Smågådalen, og fjeldet rejste sig 100-150 meter over hovedet på mig på 3 sider. Længere inde i dalen gik jeg og ledte efter en lejrplads. Jeg var stadig meget i tvivl om jeg ville fortsætte eller blive her i nat. Vejrudsigten havde sagt at det skulle regne hele natten, og jeg må indrømme, jeg havde ikke meget tiltro til mit telt. Klokken var omkring 16.30, og jeg var virkelig sulten. Jeg besluttede mig for at lave noget aftensmad – nu havde jeg jo rigeligt med vand i nærheden. Jeg fandt Trangiaen frem, kogte noget vand og fik noget Kylling i Karry. Det var lidt knasende, for jeg havde ikke fået rørt godt nok rundt inden jeg satte det til at trække, men det smagte godt uanset.

Fjeldvandring og retur

Min endelig beslutning blev at jeg ville fortsætte. Jeg var over halvvejs, solen gik ikke ned før kl. 22.45 og jeg var nu fyldt med både mad og vand. Men for at komme videre skulle jeg ud af dalen, og jeg skulle over det ene fjeld. Hvilket var lettere sagt end gjort. Opstigningen var yderst svær, den værste jeg havde haft på denne tur. Stierne var ekstremt smalle, nogle steder var der vegetation op til albuerne, og andre steder havde jeg svært ved at følge stien.

Det tog knap 30 minutter at komme op af fjeldsiden, og efter at være nået toppen gik det noget nemmere. De næste mange kilometer skete der ikke noget videre spændende. Min krop blev mere og mere nedslidt for hvert skridt jeg tog, og stædighed og optimisme tog stille og roligt over. Nu ville jeg bare ned til Solheimstulen, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg gik på en markeret DNT sti, så jeg havde ikke behov for at navigere. Jeg havde min GPS fremme, blot for at se hvor langt jeg endnu havde. Pludselig kom det skønneste syn frem, jeg kunne se skoven som ligger i nærheden af hytten. Men der var stadig 5 km endnu.

Solheimstulen

Skridt for skridt kom skoven og hytten nærmere, og inden længe kom hytten frem fra bakkekammen. Jeg kunne nu både se hytte og bil – eller en blå plet cirka der hvor jeg havde parkeret den. Nu gik det ned af bakke resten af turen, og lige omkring 19.30 ankom jeg hvor jeg var startet for 71 timer siden.

Ved bilen tog jeg mine vandrestøvler af. Jeg kan ikke beskrive hvor ondt mine fødder gjorde, men jeg havde stadig ingen vabler. Jeg tog mine vandresko på, og det var som at gå på skyer. De nyere såle der ikke var trådt helt igennem føltes næsten lindrene mod mine ømme fodsåler. Nu skulle jeg bare finde et sted at sove for natten. Jeg fjernede mit kamera og -stativ fra tasken, og gik derefter lidt nedad vejen. Jeg havde set nogle små indhak på vej herop i mandags, hvor jeg måske kunne slå mit telt op, men de havde åbenbart været længere væk end jeg lige regnede med. Jeg valgte at gå tilbage til hytten og købe mig til en telt plads i stedet.

Jeg kravlede i mit telt, og blev liggende her resten af aftenen, fik lidt whisky og skrev lidt med venner og familie. Mit ur sagde 39534 skridt / 31,44 km. Ikke så underligt jeg var så kvæstet.

Indlægget Norge: Stædighed og Optimisme blev først udgivet på PixALS Photo.

Norge: Mår

Thomas — Fri, 26 Jul 2019 11:37:18 +0000

Jeg vågnede omkring 8 tiden. Jeg havde sovet som en sten. Solen havde været oppe længe, men det var ikke så varmt i mit telt endnu. Jeg åbnede den ene side for at få lidt frisk luft ind, og kunne se det var overskyet. Jeg tjekkede vejrudsigten på min telefon, og den sagde at det skulle blive delvis overskyet det meste af dagen. Dette passede mig ganske fint, for det havde godt nok været varmt dagen før. Dagens destination var den nordlige bred af en sø der hed Mår. Der lå to hytter, en privatejet, og en fra DNT. Så hvis alt skulle gå helt galt, kunne jeg altid købe mig til en teltplads ved en af disse.

Dagen startede ud meget langsomt. Jeg var stadigvæk øm i skuldre og fødder fra gårsdagens vandretur. Jeg fandt mit kamera frem og gik rundt, tog lidt billeder, og nød den flotte udsigt. Det blæste heller ikke ret meget i dag, så myggene var allerede ude efter mig. Efter nogle timers afslapning og morgenmaden var indtaget, begyndte jeg at pakke min lejr sammen. Det gik nemt til, og 20 minutter senere var jeg klar til afgang. Første stop var dog kun 1 km væk, da jeg skulle have fyldt min vandflaske op. Jeg havde en god del højdemeter og kilometer foran mig i dag igen.

Tunge regnskyer var på vej ind over landet. Men udsigten fejlede intet.

Får, sne, og god udsigt

Efter optankning gik det mod bjerget. Undervejs mødte jeg nogle får. Vi gik i samme side af vejen, så da de så mig stoppede de. Jeg gik over i den anden side af vejen, og de fortsatte. Spøjse dyr. Længere henne kom der flere får, de var dog ikke så modige, så de begyndte at gå væk fra mig. Dette blev de ved med den næste kilometer. Der hvor jeg var på det tidspunkt, var der kun små buske, så hvorfor dælen de ikke bare gik ud til siden forstår jeg nok aldrig.

Endelig kom jeg til foden af bjerget. Opstigningen var ikke voldsomt stejl, men den gik stødt opad, og underlaget var ikke altid helt fast. Jeg tog lige en halv Clif bar ved en lille hytte, inden jeg kæmpede mig op.

Turen op gik i et stille tempo, stoppede undervejs lige for at få vejret, og tage lidt billeder med min telefon. Halvvejs oppe, opdagede jeg en lille dynge med sne, som endnu ikke var smeltet. Det værste ved at gå i sådan noget terræn, er at når man kommer til toppen – som man tror er toppen – så fortsætter det lidt endnu, før man når til den egentlige top. Jeg holdte endnu en lille pause, nød den exceptionelt smukke udsigt, fik lidt vand, og spiste resten af min Clif bar. Ude mod vest trak der nogle tunge regnskyer ind over landet, men heldigvis så de ikke ud til at komme ind mod mig.

Nu skulle jeg bare finde vej til Mår. I følge mit kort kom der en lille umærket sti ned til Grøntjønndalen om nogle kilometer. Denne sti ville senere støde sammen med en mærket DNT sti, som jeg så ville kunne følge til Mår og Mårbu hytterne.

Slut med de gode stier

Jeg fandt den lille sti. Den var markeret med en markør i form af en lille stendynge. Indtil videre havde jeg kun gået på en såkaldt traktorsti. En bredere “grusvej” hvor der lige kunne køre et køretøj. Men nu gik det over i små 20-30 cm smalle stier, med masser af sten, små sving og hældninger. Nu skulle man virkelig være opmærksom på hvor man gik, for du kunne nemt risikere at sætte foden forkert, og dermed vrikle om. Resten af min tur mod Mår foregik på disse små stier. Mod enden blev det endda værre.

Inden jeg tog afsted var lidt jeg i tvivl om hvilken slags fodtøj jeg skulle tage med. Vandresko, eller vandrestøvler. Jeg læste mig frem til, at hvis man gik med tung oppakning, var det en god idé med vandrestøvler, da de støtter anklen bedre. Ombord på færgen havde jeg mine vandresko på, men da jeg kom Solheimstulen skiftede jeg til vandrestøvler, og jeg er så glad for at jeg gjorde dette. Resten af min tur kom jeg til at gå på disse små stier, og flere steder var jeg ved at vrikle om, og jeg er sikker på, at havde jeg valgt mine vandresko, var jeg kommet hjem med en forstuvet ankel, eller værre.

Efter at være kommet ned fra bjerget, og jeg var koblet på DNT stien holdte jeg en længere pause for at hvile mine meget ømme fødder. Både støvler og sokker kom af for at give dem lidt luft. Klokken var omkring 14, jeg havde gået omkring 10 km og jeg var cirka halvvejs.

Træt med træt,

Den sidste halvdel mod Mår var nedslidende. Stierne var gået over i det værre, med endnu flere sten og fjeld der stak op. Jeg fandt hurtigt en rytme, men det var stadig hårdt og nedslidende at gå på disse små stier. Jeg fandt mit kamera frem og tog lidt billeder hist og her, men hovedsagligt brugte jeg min telefon. Det var en kamp hver evig eneste gang jeg skulle have min taske af og på, og når jeg alligevel havde den af, orkede jeg ikke at finde det frem, der ville jeg bare hvile mig.

Det blev hele tiden værre og værre at gå, men da jeg endelig kunne se en af hytterne fik jeg ny energi. Det begyndte også så småt at gå nedad. Jeg holdte flere og flere pauser. Både skuldre og fødder skreg af mig. De sidste 2 km ned til Mår og hytterne var som at gå igennem de 9 helveder af Dante’s Inferno. Hvis de alle sammen bestod af norsk fjeld. Nogle af nedstigningerne var så forrædderiske, og besværlige, at flere steder var kun lige plads til at sætte en fod, og man skulle virkelig være opmærksom.

Kom forbi en større å. Vandflasken blev fyldt, og der blev taget lidt billeder.

Ved foden af bjerget, gik der to små floder som endte ud i Mår, som jeg skulle over. Ved den første var der to brædder som var sømmet sammen, som du så kunne gå på, og ved den næste var der en decideret bro. Der var bare ingen trappe ned. Der var en stor sten. Her måtte jeg simpelthen have tasken af, og glide ned, for ellers er jeg ret sikker på jeg var endt på røven i marsken omkring mig.

Det bedste bad i verden

Klokken 18.30, smadret, stinkende, og drænet for energi, valgte jeg at gå ind til den privatejet hytte og høre hvad de ville have for en teltplads og et bad. Svaret var 130 NOK. Jeg fik 2 poletter til badet, og efter jeg havde slået mit telt op, gjort alt klar til om aftenen, satte jeg kurs mod badet. Vandet var halv koldt og der var næsten ingen tryk på slangen. Men det var alt sammen lige meget. Det er det bedste bad jeg nogensinde har fået. 60 timers sved og sure lugte blev vasket af mig, og satte ny energi i livet på mig igen.

I hytten var der et køkken som alle kunne bruge. Så jeg kunne koge vandet i deres køkken, i stedet for på min Trangia. Jeg måtte dog vente til de andre gæster var færdige med at spise, så min aftensmad blev først indtaget henad ved 20 tiden. Indtil da sad jeg i en dejlig blød sofa og læste (så godt jeg nu kunne) en bog om Hardangervidda, og dens historie.

Efter aftensmaden var indtaget gik der ikke længe før jeg valgte at gå til køjs. Igen kiggede jeg på uret for at se hvor mange skridt og kilometer jeg havde gået den dag. Denne gang sagde den 33349 / 25,94 km.

Indlægget Norge: Mår blev først udgivet på PixALS Photo.

Norge: Skrykken

Thomas — Tue, 23 Jul 2019 09:28:16 +0000

Jeg vågnede omkring klokken 7. Det havde været en kold nat. Vejrudsigten havde sagt ned til 2 grader celsius. Solen havde allerede været oppe i nogle timer. Den stod op cirka 45 minutter tidligere op end i Danmark. Jeg åbnede teltet og stod ud til en skyfri himmel. Det var stadig småkoldt, så beholdte min dunjakke på. Efter et hurtigt toiletbesøg, som består i at grave et hul, og sætte sig på hug, besluttede jeg mig for at få noget morgenmad. Mit mål i dag var en sø der hed Skrykken, og efter mine beregninger lå den cirka 15-20 kilometer væk. Jeg ville få brug for alle de kalorier og kulhydrater jeg kunne få.

Morgenmad, marsk og myg

Jeg fandt min Trangia frem, og tog gryden med for at gå ud og finde vand. Der gik en å fra søen, som jeg havde sovet i nærheden af, så jeg fandt et sted med noget strøm, og samlede noget vand med gryden. Tilbage ved teltet blev vandet sat over, og jeg fik gang i Trangiaen. Mens vandet blev varmet op til kogepunktet, kiggede jeg lidt på mit kort, og planlagde min rute for i dag. Til morgenmad havde jeg købt nogle små pakker med havregrød med forskelligt smag fra Normal. De skulle bare hældes i en kop, have lidt kogende vand, stå og trække i 2 minutter, også var de klar. Jeg tilføjede noget frysetørret kaffe til resten af vandet i gryden, så det kunne trække lidt, mens jeg spiste morgenmad.

Efter morgenmaden og kaffen var overstået, pakkede jeg min lejr sammen og drog afsted mod mit mål. Jeg fulgte den lille sti jeg gik på dagen før, vis på at jeg ville koble sammen med den større sti på et tidspunkt. Den lille sti viste sig dog hurtigt at blive en mindre udfordring, men den var fint mærket med stolper med en rød top, et typisk kendetegn på officielle DNT stier, som leder til en hen til deres hytter. Det meste af området var dog marsk, med små åer og meget blød jord flere steder, og myg. Myg i massevis. Jeg havde myggespray med, men det virkede til, at det var de da ligeglade med.

Efter noget tid kom jeg til den større sti, en traktorsti, som der kunne køres på, hvis man boede ude på fjeldet. Jeg valgte at holde en lille pause, da jeg kom til en korsvej, for lige at orientere mig. Min næste udfordring lå i et bjerg der hed Dyregravshallie.

Dyregravshallie og de første billeder

Lige inden jeg begyndte at bevæge mig op af Dyregravshallie, mødte jeg et norsk ægtepar. De spurgte ind til hvor jeg var på vej hen, og om jeg sov i telt. Jeg forklarede dem – så godt jeg kunne – at jeg var på vej til Skrykken, og at det gjorde jeg. De virkede imponeret. De forklarede selv at de var på vej til en hytte der lå længere væk.

Turen op af Dyregravshallie var noget af en kamp. Det var en vanskelig sti, og den var lang og stejl. Men jeg kom op på toppen, og det var turen værd. På toppen havde man udsigt over en gletscher nogle kiliometer derfra, samt begyndelsen af den store sø der hedder Skarvsvatnet. Jeg fandt kameraet frem, og begyndte at tage lidt billeder. Noget af det jeg var mest imponeret over, var alle de små hytter der ligger alle mulige steder. Mange af dem ligger virkelig på Lars Tyndskids Fjeld, og lige under en fjeldside. Samtidig med min fotopause, fik jeg lidt at spise, og kiggede på kortet, for at jeg var sikker på jeg holdte den rette kurs. Der var stadigvæk mange kilometer til Skrykken, men det så ud til at det begyndte at gå nedad.

Udover min morgenmad fra Normal, bestod min mad til Norge af Real Turmat, som er frysetørret mad, men af rigtig god kvalitet, og med gode råvarer. Dette brugte jeg til aftensmad. Min frokost bestod enten af en clif bar, eller en buritto med peanutbutter.

Vandfiltrering

De næste mange mange kilometer gik stille og roligt derudad. Varmen var rigtig begyndt at komme, og solen skinnede stadig fra en skyfri himmel. klokken nærmede sig 12 og min 1 liters vandflaske begyndte så småt at blive tom, den var ikke blevet fyldt siden dagen før. Jeg støtte på flere mindre vandløb, men de var enten skjult under sten, eller så ikke ret indbydende ud. Jeg gik stadigvæk langs Skarvsvatnet, og på kortet havde jeg set at der ville komme en mindre flod, der endte ude i søen. En af de værste ting ved at vandre i fjeldet, er at man kan se ufatteligt langt i klart vejr. Så når man bliver træt, kan det virke yderst uoverskueligt til tider. Jeg valgte at sætte mig i skyggen af en stor sten og holde et lille hvil. Mine skuldre var ømme, og jeg følte mig allerede godt slidt.

De små hytter der ligger over det hele i fjeldet.
Billedet er fra et senere tidspunkt end beskrevet.

Efter pausen gik der heldigvis ikke længe før jeg kom til den store å. Jeg fandt mit vandfiltrerings kit frem og gik i gang med at få min vandflaske fyldt igen, samt drikke vand. Vandfiltrering er en dejlig nem affære. Det vandfilter jeg har er fra Sawyer. Man samler det beskidte vand i en vandpose, kobler vandfilteret på, og presser så stille og roligt vandet igennem filteret ned i flasken. Hvis man bruger en vandblære til at vandre med, kan man også koble filteret mellem blæren og mundstykket. De siger dog man sagtens kan drikke direkte af vandet i floderne i Norge, så længe der bare er strøm nok i vandet, og der ikke går nogle får og pisser i vandet længere oppe. Men for at være sikker at min mave ikke begyndte at skabe sig, filtrede, eller kogte. jeg alt mit vand.

Skrykken

Efter jeg havde fået fyldt min vandflaske op, gav det nye kræfter, og jeg fortsatte min færd. De næste mange timer fortsatte uden problemer, jeg gik, holdte pause, og gik noget mere. Omkring kl 16 ankom jeg endelig til min destination, Skrykken. Efter at have gået siden kl 9 om morgenen var jeg endelig nået frem. Jeg havde ondt i fødder, skuldre, og følte mig afkræftet. Den sidste time havde jeg flere gange været ved at opgive, men jeg havde én regel, og det var at der skulle være vand i nærheden hvor jeg slog lejr. Jeg fandt et godt sted på en lille bakke, små 200 meter fra vandet, hvor der også var lidt vind til at holde myggene på afstand, og rejste mit telt. Resten af dagen gik med afslapning og skaffe vand. Da jeg lagde mig til at sove, kiggede jeg på mit ur. Jeg havde gået 33820 skridt, og utallige højdemeter.

Kunne da godt forstå jeg var så smadret.

Indlægget Norge: Skrykken blev først udgivet på PixALS Photo.

Norge: Solheimstulen

Thomas — Sun, 21 Jul 2019 19:02:54 +0000

Klokken er 8.32 og jeg drøner nedad nedkørslen til motorvejen. Jeg har lige tanket bilen, og er nu på vej til Solheimstulen i Norge. En tur jeg begyndte at tænke på allerede sidste år, er nu ved at blive en realitet. Mit første stop er Hirtshals, hvor jeg skal nå færgen til Larvik. Den afgår klokken 12.45, og GPSen siger jeg ankommer kl 10.58. Det passer mig fint at jeg er i god tid, skulle der gå noget galt. Det gør der dog ikke. Turen går uden problemer, og inden jeg kører i køen til check-in, tanker jeg bilen endnu engang.

Check-in er en sløv process da både færgen til Kristiansand og Larvik afgår med 20 minutters mellemrum, så der er mange biler der skal igennem området. Efter at have holdt i kø i 30 minutter kommer jeg endelig igennem og bliver bedt om at følge den gule streg på jorden for at komme til boarding området.

Efter boarding, vandrer jeg lidt rundt på dækkende udenfor og nyder luften. Færgen til Kristiansand er netop afgået, og er på vej ud af havnen. Klokken 12.45 afgår min færge, og mit lille eventyr begynder for alvor.

Vand, dyre varer, og larm

Overfarten med færgen går uden problemer. Turen tager cirka 3 timer og 30 minutter, men jeg bliver alligevel rastløs. Jeg har booked en plads i Voyager Class, så jeg har et sted at sidde på turen. Men meget af tiden går dog med at gå rundt på færgen, nyde det fine vejr udenfor, kigge lidt på dyre “tax free” varer. Det eneste jeg køber, er wifi til 4 timer, et nyt kaffe kop med en elg på, og noget mad. Som en primær introvert hader jeg dette sted. Der er larm over alt, og du er aldrig alene.

Da vi nærmer os land, bevæger jeg mig ud på dækket og kigger landskabet der stille og roligt glider forbi. Vi får besked på at finde vej mod vores biler, og begynder at gøre klar til at komme fra borde. Dette tager dog længere tid end forventet. Samtidig skal vi igennem tolden, hvor seks baner snævres ind til to. Klokken 17.15 er jeg ude af Larvik, og på vej mod min sidste destination, Solheimstulen i Uvdal.

Bjerge og rolig trafik

Turen til Solheimstulen er simpel. Efter du kommer ud af Larvik følger du Rv40 indtil du rammer Fv123, drejer til venstre og følger nu den til ende. Det kunne jo faktisk ikke være nemmere. Der er dog en lille ting. Selve turen er på 230 kilometer, og det er kun via landeveje.

Men sikke landeveje, og sikke nogle udsigter. Overalt hvor man kigger hen, er der en udsigt. Vejen er slynger sig og følger landskabets konturer, men hist og her har de pløjet sig direkte igennem fjeldet. Man skal konstant være vågen, for pludselig er der et skarpt sving. Jeg holder en hurtig pause, for lige at få tisset af, og nyde udsigten. Trafikken glider nemt, og vejen er fin, og inden jeg ser mig om er jeg noget til Fv123, og drejer nu til venstre. Nu kommer jeg ud på en mindre vej. Den går hurtigt over i noget meget fint grus, og begynder at gå stejlt opad. Samtidig går der også løse får på denne vej, så man skal lige være opmærksom, for de flytter sig sgu ikke, bare fordi du kommer her i din bil. Jeg når til enden og kan se hytten, og en parkeringsplads.

Hardangervidda er Europas største bjerg plateau, og befinder sig i 1100 meter over havet.

13 timer senere

Jeg er nu endelig nået til Solheimstulen. Klokken er 21.15, og har knap været på farten i 13 timer. Den nemme del er nu overstået og nu begynder den svære, men spændende del. 1 uge i Norges fjeld, kun med mig selv, min rygsæk, og mit kamera. Mit mål er nu at finde et sted at sove. Ligesom Sverige, så har Norge noget der hedder Allemannsretten. Denne giver én lov til at slå sit telt op alle steder i naturen, så længe du er minimum 150 meter fra privat grund. Jeg får gjort de sidste foranstaltninger klar, sat telt og stativ fast til tasken, snørret vandrestøvlerne, og begiver mig afsted. Jeg har planlagt en rute hjemmefra, og jeg ved nogenlunde hvor jeg skal hen, og hvor jeg vil overnatte.

Første camp

Turen starter selvfølgelig med at gå opad bakke. Min krop skal lige vænne sig til den nye vægt jeg har på ryggen, men efter 20 minutters tid, går det nemmere. Jeg når toppen af bakken og begynder at spejde efter den sø jeg havde tænkt mig at overnatte ved. I følge mit kort, burde der komme en lille sti der leder ned til den. Men stien dukker aldrig op. I stedet beslutter jeg mig for at vade ind over terrænet. Pludselig dukker stien op, og den er meget mindre end jeg havde forventet. Samtidig er den er besværlig at følge, og jeg bliver snydt et par gange, fordi jeg tror den pludselig forsvinder. Klokken nærmer sig nu 22.30, og solen er så småt på vej ned, så jeg begynder at blive lidt stresset over ikke at have fundet et sted at sove. Heldigvis finder jeg et godt sted kort efter. Jeg får teltet slået op, pustet underlag op, og klargjort soveposen. Aftenen er stille, og solen er nu ved at dykke under horisonten. Jeg nyder de sidste stråler, og lader det sive ind hvor jeg befinder mig. Efter 1 års planlægning er jeg endelig nået frem.

Indlægget Norge: Solheimstulen blev først udgivet på PixALS Photo.

Nationalpark Thy

Thomas — Sun, 14 Apr 2019 05:38:35 +0000

I uge 14 havde jeg ferie. Og i ferien skulle der ske noget. Så en måned før, spurgte jeg min svoger, Martin, om han ville med på shelter tur i Nationalpark Thy. Han accepterede med det samme, og vi begyndte at planlægge. Han havde været deroppe før med et par kammerater, så han forslog Lodbjergfyr. Da jeg aldrig rigtig havde været deroppe, og han talte godt for sin sag, blev det godkendt. Da min søster og svoger bor i Aalborg, aftalte vi at jeg kom op til dem søndag, og overnattede ved dem, dernæst kunne vi tage afsted henad formiddagen om mandagen.

Om mandagen gik formiddagen med at pakke, gøre klar, drikke kaffe og få tjekket alt igennem som vi skulle have med. Efter bilen var pakket, satte vi næsen efter Nationalpark Thy. Selvom begge steder ligger i nordjylland, og Danmark er lille, så tager det stadig 2 timer at køre fra Aalborg til Lodbjergfyr som ligger i bunden af parken. Turen gik med snak, grin, og den ulækreste forbikørsel af en traktor der var ved at sprede gylle ca 3 meter fra vejen. Fy for helvede det stank. Til gengæld blev vi belønnet med en smuk tur langs vandet.

Lodbjergfyr

Da vi ankom til Lodbjergfyr, valgte vi lige at gå ned med en smule af tingene, og tage beslag på shelteret. Det er jo først-til-mølle princip. Men da vi nærmede os, kunne vi se et telt, og da vi kom tættere på, kunne vi se der var folk i og omkring shelteret. Vi tænkte “Åh nej, nu skal vi til at finde et andet sted”. Vi sagde hej til de mennesker der var der, og spurgte venligt om de var på vej væk, eller skulle blive. De skulle heldigvis på vej igen. De havde været på vandretur rundt i Thy henover weekenden, og skulle nu til at hjem. Vi åndede lettet op, og begyndte at hente resten af vores ting.

Da vi var kommet på plads, fik jeg ansvaret for at starte et bål op. Heldigvis havde de andre efterladt lidt gløder, så det gik uden problemer. Vi fik åbnet en øl, og pakkede ud imens den blev drukket. Resten af dagen gik med snak, øldrikkeri, kaffebrygning over bål, og madlavning. Til aftensmad fik vi bagte kartofler som var pakket ind i staniol og som lå i udkanten af bålet, samt minutsteaks stegt på Martins grillrist.

Da solen begyndte at sætte kurs mod horisonten, besluttede vi os for at gå op på det højeste punkt og nyde solnedgangen. Med udsigt over vesterhavet, og på første parket til solens stille nedgang, nød vi dagens sidste lys med en kold øl. Efter solen var forsvundet under horisonten, og den resterende varme var forsvundet, vandrede vi tilbage til shelteret. Kulden var nu rigtig begyndt at sætte ind. Vejrudsigten havde varslet at det ville blive omkring 1-2 grader celsius.

Lille Bjørn

Efter mørkets frembrud begyndte stjernene at vælde frem. Det var skyfrit og ufatteligt smukt. Det eneste lys i nærheden var fra fyret, bålet og Martins lille petroleumslampe som hang i shelteret. Har altid haft en svaghed for stjerner, og universet. Men desværre bryder min hjerne fuldstændig sammen, når den prøver at spekulere hvor meget der er derude. Jeg valgte at jeg ville tage et stjernebillede. Det er aldrig noget jeg rigtig har gjort i, da mit udstyr ikke er det bedste til jobbet. Jeg rendte lidt frem og tilbage og skød billeder. Afprøvede forskellige kompositioner, ISO, og lukketider. Det er en fin balance, da man jo gerne skal undgå at få for meget støj i billedet, ved brug af en for høj ISO.

Til sidst valgte jeg en komposition af Martin der sad ved bålet og spillede guitar. Lille Bjørn hænger over ham, og træerne, og bakken bagved var oplyst af fyret. Samtidig var der to store lyse stjerner til venstre for Lille Bjørn, som jeg desværre ikke har nogen ide om hvad er. Efter noget redigering, blev jeg så glad for billedet, at jeg valgte at tilføje det til min portfolio.

Tiden gik med lidt mere øl og whisky drikkeri, indtil vi valgte at kravle til køjs, da det nu var virkelig koldt. Jeg har ingen ide om hvad klokken var, da min telefon lå i tasken. Men Martin mente at den var mellem 23 og 24.

Frosne tæer og ingen søvn

Jeg var kravlet i posen med alt mit tøj på. Inklusiv hat og handsker, og et par ekstra uldsokker. Mine tæer havde frosset i noget tid inden vi gik til køjs, og nu prøvede jeg desperat at få dem varme. Du kan have alt det tøj på du vil på ben og overkrop, men fryser dine tæer først, går det gennem marv og ben. Min nye sovepose er også kun målt til en komfort temperatur på +5 grader celcius, så den blev testet til dens grænse. Efter cirka 30 min valgte jeg at smide min jakke over mine tæer og ben, i håb om at det kunne varme dem lidt og faldt så i søvn.

…

Jeg vågnede kold og tissetrængende. Havde ingen ide om hvad klokken var. Men der var stadig mørkt og stille udenfor. Jeg baksede mine støvler på, så stille som muligt, og gik så ud for at tisse. Jeg kravlede tilbage i posen, og prøvede at få lidt mere søvn. Jeg lå og vendte og drejede mig i flere timer, og sov lidt on/off. Da lyset så endelig begyndte at komme frem, valgte jeg at stå op og gå en lille tur ned til havet. Desværre var der en lodret klit ned til stranden, så jeg travede tilbage igen og prøvede at blive frisk. Øl og whisky har en tendens til at sætte sine spor dagen efter. Da jeg kom tilbage til shelteret, lod jeg Martin sove, og begyndte at starte et bål op. Det lykkes. Mit allerførste bål, helt fra scratch. Jeg var lidt stolt.

Til morgenmad havde jeg taget æg, små tortilla pandekager, og peanutbutter med. Nemt og det kan holde sig. Resten af dagen gik egentlig bare med at have lidt ondt af os selv, og gå et par små ture, og slappe af. Vejret var varmt, men lidt blæsende. Tanken om at skulle overnatte endnu en nat, og risikere ikke at få noget søvn, huede mig ikke. Så jeg spurgte Martin og det var OK med ham at vi kørte hjem selv samme dag. Han accepterede, og sagde at han var glad for jeg spurgte. Han var selv ret så smadret. I løbet af eftermiddagen pakkede vi sammen, og fyldte bilen. Vi tog en sidste gåtur rundt i landskabet, og vendte så næsen mod Aalborg.

Norge

Denne tur var egentlig planlagt som en lille øvelse til jeg skal til Norge til sommer. Teste noget af udstyret, og se hvor fleksibel min nye taske er. Det kræver en god del planlægning når man skal leve på fjeldet i en uge. Jeg var vanvittig imponeret over hvor meget skrammel jeg kunne pakke i min taske, inklusiv fotoudstyr. Der skal nogen små justeringer til, og jeg havde også noget udstyr med til Nationalpark Thy, som jeg ikke skal have med til Norge. Jeg var i tvivl om jeg ville kunne klare en uge i Norge efter den horrible nats søvn. Men jeg har besluttet at det er en ting jeg bliver nød til. Jeg trænger til at komme lidt ud, og se verden på egen hånd.

Indlægget Nationalpark Thy blev først udgivet på PixALS Photo.