Til sommer tager jeg til Norge. Præcist hvornår vil jeg ikke specificere her. Det er nu et år siden jeg begyndte at snakke om at tage til Norge. En del af mig har altid troet at det aldrig ville blive til noget. Hvis jeg selv skal sige det, så har jeg meget svært ved at komme ud af min lille bobbel. Derfor er det sindssygt vigtigt for mig at jeg kommer afsted. I mit liv har jeg aldrig været på en længere ferie alene. På grund af økonomiske “vanskeligheder” har jeg aldrig haft penge til at komme på ferie, og de gange jeg har været, har det været i selskab med mine forældre og søster. Samtidig har jeg kunne mærke at jeg begynder at isolere mig selv mere. Dette prøver jeg selvfølgelig at bryde når jeg kan, men den introverte del af mig har størst trækkraft på det punkt.
Men hvad håber jeg så at finde en uge alene på Norges fjeld? Fred og ro. Jeg trænger til et sceneskift. Opleve noget stort, og ikke lade mig styre af tiden eller omgivelserne. Samtidig synes jeg også min fotografering er ved at gå ned af bakke. Jeg føler jeg har affotograferet hele Als de seneste par måneder, og har svært ved at komme afsted, og finde flotte kompositioner.
Plan A:
Da jeg begyndte at lave research omkring min tur, startede jeg jo selvfølgelig med at kigge efter steder jeg gerne ville se, og fotografere. Men i Norge er der jo en udsigt rundt om hvert hjørne. Da Norges areal er 8 gange større end Danmarks, kører man ikke bare lige fra sted til sted. Så efter længere betænkningstid valgte jeg at koncentrere mig om Hardangervidda. Jeg vil sejle fra Hirtshals til Larvik, og derfra er der cirka 3-4 timers kørsel til den østlige side af Hardangervidda. Planen bliver at jeg vil starte på øst siden, og så køre til vest i løbet af 7 dage. Med sine 3422 km2 er Hardangervidda Skandinaviens største nationalpark, så der skulle være rig mulighed for at komme ud og nyde naturen og se mig omkring.
Tjekliste og forberedelse
Når det kommer til udstyr er jeg ikke klar endnu. Jeg mangler stadig telt, GPS, kort, samt andre småting. Derefter skal jeg lære at bruge det. Jeg har aldrig været den store campist, så det med at sove i telt er ikke det jeg har gjort mest i mit liv. Når teltet er købt vil jeg henover foråret og sommeren vil jeg tage på nogle små weekend ture rundt i den danske land og campere, prøve at navigere, og lære mit udstyr godt at kende. Samtidig bliver konditionen trænet, og benene vil blive styrket så de er klar til højdemeterne i Norge. Jeg er samtidig i gang med at lave en tjekliste med ting jeg skal huske. Det er vildt hvad man alt skal huske til sådan en tur. Det ville være så træls at sidde på hug ude i fjeldet og komme i tanke om at toiletpapiret ligger 800 km væk.
Der er heldigvis stadig noget tid til jeg skal afsted. Så jeg er sikker på at når tiden kommer, er jeg så forberedt jeg kan være, og ikke så betænkelig ved at tage afsted.
Læg en kommentar