I dag var jeg tidligt oppe. 6.30 stod vækkeuret til. Jeg skulle hente min far, sammen med min mor, på Odense sygehus, og vi skulle køre allerede kl 8.45, for han skulle være ude mellem 10.30 og 11.00. Jeg havde den fikse idé, at jeg ville ud og tage nogen billeder af solopgangen inden vi kørte.

Jeg har en app der viser præcis hvornår der er “Golden Hour”, den hedder Dark Skies. Den viser hvornår “Golden Hour” starter, altså hvornår solen står op, den er over horisonten, og hvornår det hele er slut.

Dark Skies sagde at solen ville begynde at stå op kl 7.17. Kl 7.30 var jeg på vej mod Mommark strand på Als. Vejrudsigten havde lovet klar himmel og frost, så håbede på at få nogen flotte billeder ud over vandet, evt med et fyrtårn, eller en mole i forgrunden. Desværre på vej derned, så vejret meget diset ud, men jeg krydsede fingre.

Jeg når ned til Mommark strand, kl 7.45, og solen skulle være på vej op. Den var bare ingen steder at se. En fiskekutter sejlede ud fra havnen, omgivet af måger lige som jeg kom der ned, det kunne have været et rigtigt godt billede, men jeg kom desværre for sent.

Jeg vandrer ud til den store stenmole de har, sætter kameraet på mit stativ. Jeg monterer mit POL filter, for at få en anelse mindre lys ind, har desværre ikke et ND filter endnu, så må nøjes med hvad jeg har. Jeg får taget nogen billeder af molen, med den flotte bøjning den har, og det ser egentlig ud til at de er okay gode. Så jeg pakker sammen igen efter 30 min, da jeg jo har en aftale med min mor kl 8.45.

Da jeg kommer hjem fra Odense, får jeg kigget mine billeder igennem. De ser godt skarpe ud, men de er meget overbelyst i toppen, da de er taget med en lav ISO, 1.3 sek. lukketid, og f11, for at give bølgerne en smule bevægelse, og det hele står skarpt. Der er en del dis i baggrunden også, og selvom jeg prøver at redde det i Lightroom, kan jeg bare ikke rigtig få det helt godt.

Men sådan er det jo desværre bare nogen gange. Det går ikke altid helt som man havde troet. Så der er ikke andet for at prøve igen en anden gang, og få investeret i nogen ordentlige filtre, evt også et gradient filter med det samme.