Jeg vågnede omkring 8 tiden. Jeg havde sovet som en sten. Solen havde været oppe længe, men det var ikke så varmt i mit telt endnu. Jeg åbnede den ene side for at få lidt frisk luft ind, og kunne se det var overskyet. Jeg tjekkede vejrudsigten på min telefon, og den sagde at det skulle blive delvis overskyet det meste af dagen. Dette passede mig ganske fint, for det havde godt nok været varmt dagen før. Dagens destination var den nordlige bred af en sø der hed Mår. Der lå to hytter, en privatejet, og en fra DNT. Så hvis alt skulle gå helt galt, kunne jeg altid købe mig til en teltplads ved en af disse.

Dagen startede ud meget langsomt. Jeg var stadigvæk øm i skuldre og fødder fra gårsdagens vandretur. Jeg fandt mit kamera frem og gik rundt, tog lidt billeder, og nød den flotte udsigt. Det blæste heller ikke ret meget i dag, så myggene var allerede ude efter mig. Efter nogle timers afslapning og morgenmaden var indtaget, begyndte jeg at pakke min lejr sammen. Det gik nemt til, og 20 minutter senere var jeg klar til afgang. Første stop var dog kun 1 km væk, da jeg skulle have fyldt min vandflaske op. Jeg havde en god del højdemeter og kilometer foran mig i dag igen.

Udsigt over Hardangervidda med regnskyer i baggrunden

Tunge regnskyer var på vej ind over landet. Men udsigten fejlede intet.

Får, sne, og god udsigt

Efter optankning gik det mod bjerget. Undervejs mødte jeg nogle får. Vi gik i samme side af vejen, så da de så mig stoppede de. Jeg gik over i den anden side af vejen, og de fortsatte. Spøjse dyr. Længere henne kom der flere får, de var dog ikke så modige, så de begyndte at gå væk fra mig. Dette blev de ved med den næste kilometer. Der hvor jeg var på det tidspunkt, var der kun små buske, så hvorfor dælen de ikke bare gik ud til siden forstår jeg nok aldrig.

Endelig kom jeg til foden af bjerget. Opstigningen var ikke voldsomt stejl, men den gik stødt opad, og underlaget var ikke altid helt fast. Jeg tog lige en halv Clif bar ved en lille hytte, inden jeg kæmpede mig op.

Turen op gik i et stille tempo, stoppede undervejs lige for at få vejret, og tage lidt billeder med min telefon. Halvvejs oppe, opdagede jeg en lille dynge med sne, som endnu ikke var smeltet. Det værste ved at gå i sådan noget terræn, er at når man kommer til toppen – som man tror er toppen – så fortsætter det lidt endnu, før man når til den egentlige top. Jeg holdte endnu en lille pause, nød den exceptionelt smukke udsigt, fik lidt vand, og spiste resten af min Clif bar. Ude mod vest trak der nogle tunge regnskyer ind over landet, men heldigvis så de ikke ud til at komme ind mod mig.

Nu skulle jeg bare finde vej til Mår. I følge mit kort kom der en lille umærket sti ned til Grøntjønndalen om nogle kilometer. Denne sti ville senere støde sammen med en mærket DNT sti, som jeg så ville kunne følge til Mår og Mårbu hytterne.

Slut med de gode stier

Jeg fandt den lille sti. Den var markeret med en markør i form af en lille stendynge. Indtil videre havde jeg kun gået på en såkaldt traktorsti. En bredere “grusvej” hvor der lige kunne køre et køretøj. Men nu gik det over i små 20-30 cm smalle stier, med masser af sten, små sving og hældninger. Nu skulle man virkelig være opmærksom på hvor man gik, for du kunne nemt risikere at sætte foden forkert, og dermed vrikle om. Resten af min tur mod Mår foregik på disse små stier. Mod enden blev det endda værre.

Inden jeg tog afsted var lidt jeg i tvivl om hvilken slags fodtøj jeg skulle tage med. Vandresko, eller vandrestøvler. Jeg læste mig frem til, at hvis man gik med tung oppakning, var det en god idé med vandrestøvler, da de støtter anklen bedre. Ombord på færgen havde jeg mine vandresko på, men da jeg kom Solheimstulen skiftede jeg til vandrestøvler, og jeg er så glad for at jeg gjorde dette. Resten af min tur kom jeg til at gå på disse små stier, og flere steder var jeg ved at vrikle om, og jeg er sikker på, at havde jeg valgt mine vandresko, var jeg kommet hjem med en forstuvet ankel, eller værre.

Efter at være kommet ned fra bjerget, og jeg var koblet på DNT stien holdte jeg en længere pause for at hvile mine meget ømme fødder. Både støvler og sokker kom af for at give dem lidt luft. Klokken var omkring 14, jeg havde gået omkring 10 km og jeg var cirka halvvejs.

Træt med træt,

Den sidste halvdel mod Mår var nedslidende. Stierne var gået over i det værre, med endnu flere sten og fjeld der stak op. Jeg fandt hurtigt en rytme, men det var stadig hårdt og nedslidende at gå på disse små stier. Jeg fandt mit kamera frem og tog lidt billeder hist og her, men hovedsagligt brugte jeg min telefon. Det var en kamp hver evig eneste gang jeg skulle have min taske af og på, og når jeg alligevel havde den af, orkede jeg ikke at finde det frem, der ville jeg bare hvile mig.

Det blev hele tiden værre og værre at gå, men da jeg endelig kunne se en af hytterne fik jeg ny energi. Det begyndte også så småt at gå nedad. Jeg holdte flere og flere pauser. Både skuldre og fødder skreg af mig. De sidste 2 km ned til Mår og hytterne var som at gå igennem de 9 helveder af Dante’s Inferno. Hvis de alle sammen bestod af norsk fjeld. Nogle af nedstigningerne var så forrædderiske, og besværlige, at flere steder var kun lige plads til at sætte en fod, og man skulle virkelig være opmærksom.

Kom forbi en større å. Vandflasken blev fyldt, og der blev taget lidt billeder.

Ved foden af bjerget, gik der to små floder som endte ud i Mår, som jeg skulle over. Ved den første var der to brædder som var sømmet sammen, som du så kunne gå på, og ved den næste var der en decideret bro. Der var bare ingen trappe ned. Der var en stor sten. Her måtte jeg simpelthen have tasken af, og glide ned, for ellers er jeg ret sikker på jeg var endt på røven i marsken omkring mig.

Det bedste bad i verden

Klokken 18.30, smadret, stinkende, og drænet for energi, valgte jeg at gå ind til den privatejet hytte og høre hvad de ville have for en teltplads og et bad. Svaret var 130 NOK. Jeg fik 2 poletter til badet, og efter jeg havde slået mit telt op, gjort alt klar til om aftenen, satte jeg kurs mod badet. Vandet var halv koldt og der var næsten ingen tryk på slangen. Men det var alt sammen lige meget. Det er det bedste bad jeg nogensinde har fået. 60 timers sved og sure lugte blev vasket af mig, og satte ny energi i livet på mig igen.

I hytten var der et køkken som alle kunne bruge. Så jeg kunne koge vandet i deres køkken, i stedet for på min Trangia. Jeg måtte dog vente til de andre gæster var færdige med at spise, så min aftensmad blev først indtaget henad ved 20 tiden. Indtil da sad jeg i en dejlig blød sofa og læste (så godt jeg nu kunne) en bog om Hardangervidda, og dens historie.

Efter aftensmaden var indtaget gik der ikke længe før jeg valgte at gå til køjs. Igen kiggede jeg på uret for at se hvor mange skridt og kilometer jeg havde gået den dag. Denne gang sagde den 33349 / 25,94 km.