Lige siden jeg gik de sidste kilometer tilbage mod Solheimstulen, vidste jeg hvad dette blogindlæg skulle hedde. “Stædighed og Optimisme”. Det var det eneste der holdte mig oppe til sidst. Men det var også det sidste jeg havde i mig, for dagen efter kørte jeg hjem.

Morgenmad med en udsigt

Dagen efter min vandretur igennem Dante’s Inferno, vågnede jeg radbrækket og øm i det meste af kroppen. Mine fødder var ekstremt ømme under foden, men ufatteligt nok havde jeg ingen vabler. Dette er fordelen ved godt fodtøj – både sko og sokker. Jeg kravlede ud af teltet til en lidt blæsende, men ellers rigtig flot morgen. Men blæst betød at der knap ville være så mange myg, og det ville min krop være ganske glad for. Efter gårsdagens bad, opdagede jeg at min krop var blevet brugt som tag selv buffet for hele Hardangerviddas bestand af myg. Min merinouldstrøje var vidst ikke myggesikker.

Jeg gik ind i hytten og stjal lidt kogende vand fra deres tekande til min havregrød og kaffe, og plantede mig dernæst ude foran på en bænk med udsigt udover Mår, og ned til Mårsnos – et bjerg på 1433 moh. Her blev jeg siddende den næste times tid og spiste min morgenmad i fred og ro, nød udsigten, og skrev lidt med venner og familie.

Mårbu seter og fjellstue som jeg boede ved. Flinkt personle, og fremragende udsigt. 

I dag var destinationen Solheimstulen, mit startpunkt. Men i følge hyttepersonalet var der cirka 25 km. Jeg gik kortet igennem, og prøvede at finde et sted jeg eventuelt kunne tage en overnatning. Der var jo stadig 4 dage til jeg skulle med færgen tilbage til Danmark. Omtrent halvvejs, så lovende ud. Jeg fik ordnet betaling med hytten – de tog Visa – og så gik jeg ud for at pakke min lejr sammen, og omkring klokken 11.30 var jeg klar til at tage afsted.

Op, op, op!!

Da jeg slyngede tasken over skulderen, kunne jeg pludselig mærke hele kroppen værke. Men som de andre dage, vidste jeg at efter 20 minutters tid ville det være overstået. Mårbu hytterne ligger helt ude ved vandet, med bjerge omkring sig på 3 af siderne. Så dagen startede med at skulle op af det ene. Så over de næste 2 km, gik jeg cirka 160 højdemeter yderligere. Så var benene ligesom varmet op.

Efter at være nået toppen holdte jeg en lille pause, og fik lidt at spise. Her blæste det en god blæst, så vindjakken blev fundet frem, så jeg ikke blev for kold. Terrænet blev nu mere håndterligt, og det gik faktisk lige ud – for en gangs skyld. Efter noget tid kom jeg til en sø, endda med en fin lille strand. Her kunne jeg få tanket vandflasken op, og igen tage en kort pause og få den tunge taske af skulderne. Jeg havde kort kameraet ude, men det blev ikke til nogen billeder den dag. Jeg fortsatte, og igen gik det nu stødt opad. Jeg havde en smuk udsigt ud over Smågefjorden, men allerede efter 3 km måtte jeg endnu engang tage en pause. Jeg havde krise.

Jeg holdte en længere pause bagved en stor sten. Både fysisk og psykisk var jeg kørt i bund, og hvis jeg skulle nå til Solheimstulen i dag, havde jeg stadigvæk 18 km tilbage. Det sted jeg havde udset til en eventuel overnatning, var kun lige om hjørnet, hvilket gav lidt håb.

Elvkrydsning og tvivl

Kort efter pausen begyndte det at gå nedad igen. Det varede ikke længe før jeg kom Smågådalen. Men for at jeg kunne kom ind i den, måtte jeg krydse elven Smågåe. Elven var cirka 20 meter bred, med en lille ø i midten. På hver side stod der et skilt med nogle vadestænger, disse skulle bruges at holde balancen, mens du hopper fra sten til sten. Jeg greb en og begav mig ud i det. Dette gav mig endda fornyet energi, det var lidt anderledes og spændende, og gjorde mig i godt humør. Jeg kom sikkert over uden problemer – alle de timer brugt på de stenede strande omkring Als har ikke været spildt – og samtidig kunne jeg lige få fyldt vandflasken – og mig selv – op med vand.

Elven jeg skulle krydse. Det galt om ikke at sætte fødderne forkert her. Du kan lige se vadestængerne på anden side i venstre hjørne. 

Jeg befandt mig nu i Smågådalen, og fjeldet rejste sig 100-150 meter over hovedet på mig på 3 sider. Længere inde i dalen gik jeg og ledte efter en lejrplads. Jeg var stadig meget i tvivl om jeg ville fortsætte eller blive her i nat. Vejrudsigten havde sagt at det skulle regne hele natten, og jeg må indrømme, jeg havde ikke meget tiltro til mit telt. Klokken var omkring 16.30, og jeg var virkelig sulten. Jeg besluttede mig for at lave noget aftensmad – nu havde jeg jo rigeligt med vand i nærheden. Jeg fandt Trangiaen frem, kogte noget vand og fik noget Kylling i Karry. Det var lidt knasende, for jeg havde ikke fået rørt godt nok rundt inden jeg satte det til at trække, men det smagte godt uanset.

Fjeldvandring og retur

Min endelig beslutning blev at jeg ville fortsætte. Jeg var over halvvejs, solen gik ikke ned før kl. 22.45 og jeg var nu fyldt med både mad og vand. Men for at komme videre skulle jeg ud af dalen, og jeg skulle over det ene fjeld. Hvilket var lettere sagt end gjort. Opstigningen var yderst svær, den værste jeg havde haft på denne tur. Stierne var ekstremt smalle, nogle steder var der vegetation op til albuerne, og andre steder havde jeg svært ved at følge stien.

Det tog knap 30 minutter at komme op af fjeldsiden, og efter at være nået toppen gik det noget nemmere. De næste mange kilometer skete der ikke noget videre spændende. Min krop blev mere og mere nedslidt for hvert skridt jeg tog, og stædighed og optimisme tog stille og roligt over. Nu ville jeg bare ned til Solheimstulen, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg gik på en markeret DNT sti, så jeg havde ikke behov for at navigere. Jeg havde min GPS fremme, blot for at se hvor langt jeg endnu havde. Pludselig kom det skønneste syn frem, jeg kunne se skoven som ligger i nærheden af hytten. Men der var stadig 5 km endnu.

Solheimstulen

Skridt for skridt kom skoven og hytten nærmere, og inden længe kom hytten frem fra bakkekammen. Jeg kunne nu både se hytte og bil – eller en blå plet cirka der hvor jeg havde parkeret den. Nu gik det ned af bakke resten af turen, og lige omkring 19.30 ankom jeg hvor jeg var startet for 71 timer siden.

Ved bilen tog jeg mine vandrestøvler af. Jeg kan ikke beskrive hvor ondt mine fødder gjorde, men jeg havde stadig ingen vabler. Jeg tog mine vandresko på, og det var som at gå på skyer. De nyere såle der ikke var trådt helt igennem føltes næsten lindrene mod mine ømme fodsåler. Nu skulle jeg bare finde et sted at sove for natten. Jeg fjernede mit kamera og -stativ fra tasken, og gik derefter lidt nedad vejen. Jeg havde set nogle små indhak på vej herop i mandags, hvor jeg måske kunne slå mit telt op, men de havde åbenbart været længere væk end jeg lige regnede med. Jeg valgte at gå tilbage til hytten og købe mig til en telt plads i stedet.

Jeg kravlede i mit telt, og blev liggende her resten af aftenen, fik lidt whisky og skrev lidt med venner og familie. Mit ur sagde 39534 skridt / 31,44 km. Ikke så underligt jeg var så kvæstet.