Klokken er 8.32 og jeg drøner nedad nedkørslen til motorvejen. Jeg har lige tanket bilen, og er nu på vej til Solheimstulen i Norge. En tur jeg begyndte at tænke på allerede sidste år, er nu ved at blive en realitet. Mit første stop er Hirtshals, hvor jeg skal nå færgen til Larvik. Den afgår klokken 12.45, og GPSen siger jeg ankommer kl 10.58. Det passer mig fint at jeg er i god tid, skulle der gå noget galt. Det gør der dog ikke. Turen går uden problemer, og inden jeg kører i køen til check-in, tanker jeg bilen endnu engang.

Check-in er en sløv process da både færgen til Kristiansand og Larvik afgår med 20 minutters mellemrum, så der er mange biler der skal igennem området. Efter at have holdt i kø i 30 minutter kommer jeg endelig igennem og bliver bedt om at følge den gule streg på jorden for at komme til boarding området.

Efter boarding, vandrer jeg lidt rundt på dækkende udenfor og nyder luften. Færgen til Kristiansand er netop afgået, og er på vej ud af havnen. Klokken 12.45 afgår min færge, og mit lille eventyr begynder for alvor.

Vand, dyre varer, og larm

Overfarten med færgen går uden problemer. Turen tager cirka 3 timer og 30 minutter, men jeg bliver alligevel rastløs. Jeg har booked en plads i Voyager Class, så jeg har et sted at sidde på turen. Men meget af tiden går dog med at gå rundt på færgen, nyde det fine vejr udenfor, kigge lidt på dyre “tax free” varer. Det eneste jeg køber, er wifi til 4 timer, et nyt kaffe kop med en elg på, og noget mad. Som en primær introvert hader jeg dette sted. Der er larm over alt, og du er aldrig alene.

Da vi nærmer os land, bevæger jeg mig ud på dækket og kigger landskabet der stille og roligt glider forbi. Vi får besked på at finde vej mod vores biler, og begynder at gøre klar til at komme fra borde. Dette tager dog længere tid end forventet. Samtidig skal vi igennem tolden, hvor seks baner snævres ind til to. Klokken 17.15 er jeg ude af Larvik, og på vej mod min sidste destination, Solheimstulen i Uvdal.

Bjerge og rolig trafik

Turen til Solheimstulen er simpel. Efter du kommer ud af Larvik følger du Rv40 indtil du rammer Fv123, drejer til venstre og følger nu den til ende. Det kunne jo faktisk ikke være nemmere. Der er dog en lille ting. Selve turen er på 230 kilometer, og det er kun via landeveje.

Men sikke landeveje, og sikke nogle udsigter. Overalt hvor man kigger hen, er der en udsigt. Vejen er slynger sig og følger landskabets konturer, men hist og her har de pløjet sig direkte igennem fjeldet. Man skal konstant være vågen, for pludselig er der et skarpt sving. Jeg holder en hurtig pause, for lige at få tisset af, og nyde udsigten. Trafikken glider nemt, og vejen er fin, og inden jeg ser mig om er jeg noget til Fv123, og drejer nu til venstre. Nu kommer jeg ud på en mindre vej. Den går hurtigt over i noget meget fint grus, og begynder at gå stejlt opad. Samtidig går der også løse får på denne vej, så man skal lige være opmærksom, for de flytter sig sgu ikke, bare fordi du kommer her i din bil. Jeg når til enden og kan se hytten, og en parkeringsplads.

Hardangervidda er Europas største bjerg plateau, og befinder sig i 1100 meter over havet.

13 timer senere

Jeg er nu endelig nået til Solheimstulen. Klokken er 21.15, og har knap været på farten i 13 timer. Den nemme del er nu overstået og nu begynder den svære, men spændende del. 1 uge i Norges fjeld, kun med mig selv, min rygsæk, og mit kamera. Mit mål er nu at finde et sted at sove. Ligesom Sverige, så har Norge noget der hedder Allemannsretten. Denne giver én lov til at slå sit telt op alle steder i naturen, så længe du er minimum 150 meter fra privat grund. Jeg får gjort de sidste foranstaltninger klar, sat telt og stativ fast til tasken, snørret vandrestøvlerne, og begiver mig afsted. Jeg har planlagt en rute hjemmefra, og jeg ved nogenlunde hvor jeg skal hen, og hvor jeg vil overnatte.

Første camp

Turen starter selvfølgelig med at gå opad bakke. Min krop skal lige vænne sig til den nye vægt jeg har på ryggen, men efter 20 minutters tid, går det nemmere. Jeg når toppen af bakken og begynder at spejde efter den sø jeg havde tænkt mig at overnatte ved. I følge mit kort, burde der komme en lille sti der leder ned til den. Men stien dukker aldrig op. I stedet beslutter jeg mig for at vade ind over terrænet. Pludselig dukker stien op, og den er meget mindre end jeg havde forventet. Samtidig er den er besværlig at følge, og jeg bliver snydt et par gange, fordi jeg tror den pludselig forsvinder. Klokken nærmer sig nu 22.30, og solen er så småt på vej ned, så jeg begynder at blive lidt stresset over ikke at have fundet et sted at sove. Heldigvis finder jeg et godt sted kort efter. Jeg får teltet slået op, pustet underlag op, og klargjort soveposen. Aftenen er stille, og solen er nu ved at dykke under horisonten. Jeg nyder de sidste stråler, og lader det sive ind hvor jeg befinder mig. Efter 1 års planlægning er jeg endelig nået frem.