Fotografering af rådyr

De to første uger efter ferien er nu gået, og de har været hårde. Der har været meget at se til, det har været nogle lange dage, og jeg har slet ikke haft overskud til at tage ud og fotografere. På de tidspunkter hvor jeg så har haft noget overskud af energi, har det regnet. Men i takt med at weekenden kom nærmere, vejrudsigten meldte godt vejr om fredagen, besluttede jeg mig for at jeg, at jeg ville ud og fotografere rådyr.

Efter aftensmaden gik jeg i gang med at klargøre mine ting. Jeg lavede en kande kaffe til at tage med, og tog noget godt tøj på. Jeg havde en fornemmelse at skoven nok ville været ret overgroet. Så lige omkring klokken 19, var jeg ude af døren. Min destination var dog ikke ret langt væk. Knap 5 minutters gang fra mit hjem ligger der en lille skov med en tilstødende eng. Jeg ser tit rådyr gå på engen, og i den omkringliggende skov er jeg flere gange stødt på dem når jeg bare har været ude at gå.

Efter jeg ankom til skoven gik der ikke lang tid før jeg fandt det første rådyr. Bare ikke på den måde jeg havde håbet. Jeg gik langs en lille sti, undgik en tilfældig gren der stak ind over hist og her, og satte min fod i noget blødt mudder. Jeg kiggede ned, lige for at finde fodfæste. Da jeg kiggede op igen fik jeg meget kortvarigt øjenkontakt med et rådyr. Inden min hjerne overhovedet havde registreret dyret, var det stukket af ind i den tykkere skov.

Brombær og brændenæller

Jeg vendte om og gik tilbage igen. Stien jeg havde fulgte endte alligevel blindt. Men nu da jeg vidste at der var rådyr i nærheden, gik jeg noget mere stille, næsten sneg mig frem. Jeg spejdede efter bevægelser, og mine høre stod på stilke, i mens jeg bevægede mig opad stien. Men ak, der var intet at komme efter.

Jeg fandt en mindre sti, eller jeg vidste den var der, for den var helt dækket af brombærbuske og brændenæller, så hvis du ikke var stedkendt, ville du ikke vide den var der. Jeg fik kæmpet mig igennem buskadset, og stod nu badet i aftensolen ude på engen. Jeg gik langsomt over engen, for herude var jeg lige så genkendelig for et rådyr, som de var for mig. Langt fremme, omkring 300 meter spottede jeg et rådyr der stod og græssede. Jeg vidste at min zoom havde ingen chance for at få et godt billede, så jeg begyndte stille at snige mig nærmere. Stille skridt, hele tiden holde øje med rådyret, og hver gang den kigger op, er man selvfølgelig midt i et skridt, så står man der og balancerer, og ligner en idiot.

Til mit held begyndte rådyret at bevæge sig nærmere, samtidig som jeg kom til en større træstamme og noget buskads som jeg kunne gemme mig bag ved. Det eneste der var mellem os, var en lille udtørret sø. Men desværre mistede jeg den af syne. Jeg havde set den var på vej mod en anden del af skoven, men den hoppede bag noget buskads og højt græs, og væk var den.

Endelig var der lidt held. Efter to timers tur lykkes det endelig at få et godt billede af et rådyr. 

Endelig et rådyr

Jeg gik selv ind i skoven, og brugte den næste time på stille at gå igennem skoven. Jeg fandt nogle rådyrspor hist og her, og fuldte så godt jeg kunne. Jorden var våd efter regnen tidligere på dagen, hvilket gjordet det nemmere. Jeg tror jeg hørte et rådyr gå i skovbunden da jeg nærmere mig udkanten af skoven, men da jeg igen kom ud på engen var der intet at se.

Jeg gik tilbage mod hvor jeg var startet, lidt slukøret for jeg havde ingen billeder fået. Da jeg nærmede mig den udtørret sø, stod der et rådyr på den side jeg tidligere havde været på. Jeg satte mig med det samme ned i hug, og begyndte stille og roligt at bevæge mig nærmere. Den naturlige bakke i landskabet skjulte mig en smule, men den skjulte også rådyret for mig. Jeg tog adskillige billeder, samtidig med at jeg nærmere mig. Jeg justerede mine indstillinger en smule, men da jeg kiggede op igen var den væk. Satans.

Jeg kiggede lidt rundt for at se om jeg kunne finde den igen. Ikke langt fra mig, var der en masse højt græs, og der lå den. Jeg kunne kun lige akkurat se hovedet stikke op. Så jeg gik endnu en i gang med at tage billeder.

Efter noget tid fik den nok af at lege model, og hoppede ind i skoven igen. Klokken var ved at nærme sig 21, og solen var så småt på vej ned, så jeg valgte at stoppe. Jeg skænkede mig en kop kaffe, satte mig ned for at lytte til Johnny Madsen som spillede i Mølleparken samme dag, og nød solnedgangen inden jeg vendte næsen hjem.

Gemt i græsset kan rådyr være utroligt svære at spotte. Lige da jeg så det, troede jeg det var en hare.