Margrethe Sø ved Gråsten

Når man er ude for at fotografere, så er antallet af billedet man kommer hjem med, yderst skiftende. Nogle gange kommer du hjem med ét enkelt, eller slet ingen. Andre dage når du helt op på 5 styks, og det har været en vanvittig produktiv dag. På min første lørdag i marts måned, kom jeg hjem med 12 billeder. Fra Margrethe sø, lige uden for Gråsten skov, ved solopgang, til Haderslev Dyrehave ved solnedgang. (red. blogindlæg om Haderslev Dyrehave kommer i næste indlæg, da dette indlæg blev lidt langt).

Valget faldt på Margrethe Sø

Klokken 6.02, efter at have fjernet nattens tynde islag fra bilen, var jeg på vej mod Gråsten. Målet var Margrethe Sø, da det var ved at være længe siden jeg sidst havde været der. Vejret var klart, og over motorvejen, hang der er en stor rød måne som ledte mig den rette vej. Men jo nærmere jeg kom Gråsten, jo mere diset blev det, og månen forsvandt da jeg kørte af motorvejen. Jeg begyndte at få mine forhåbninger op omkring disen, så da jeg drejede af landevejen og ind på grusvejen der førte ned til søen, havde jeg allerede de første billeder i hovedet.

Efter en kort tur på den mest hullede grusvej i mands minde, bakkede jeg bilen ind på den lille parkeringsplads i udkanten af skoven. 25 meter fra mig, sprang der to rådyr op, men de tog det dog stille og roligt. Vi kiggede hinanden lidt i øjnene, indtil de valgte at springe væk. Jeg fik fundet mit udstyr frem, hoppede i et par tykke sokker og gummistøvler, og begyndte at vandre ned ad stien. Temperaturen lå lige omkring frysepunktet, så omgivelserne var pakket fint ind i et tynd lag af frost. Normalt er området omkring søen brugt til mark for heste. Der er altid adgang, men om vinteren er risikoen for at træde i lort noget mindre, da marken er tom. Til gengæld er jorden meget mudret, specielt i denne tid på grund af alt det vand vi har fået det sidste stykke tid. Så gummistøvlerne var et godt valg.

De røde og magenta nuancer var ikke at finde ret mange minutter. Kort efter billeder var taget, trængte solen først igennem igen 45 minutter senere.

Det meste af breden omkring Margrethe Sø er fyldt med høje siv, og meget blød jord, så det var ikke helt nemt at finde et sted at stå. Men efter at have kigget lidt rundt i et kvarters tid, fandt jeg en bred med noget frossen græs, og flot udsigt til nogle træer i baggrunden og i siderne, hvor solen ville stå op bagved. Det var diset, vindstille og solen var så småt ved at stå op. Forholdene blev bedre og bedre.

Ventetid og bracketing

Inden længe begyndte farverne at komme frem i disen i takt med at solen begyndte at stå op. Jeg begyndte at tage billeder, men inden for 5 minutter, var farverne så småt væk igen. Jeg fortsatte dog med at tage billeder med jævne mellemrum, i mens jeg nød en kop kaffe. Efter et kvarter var disen nu så tyk, og nærmest blevet til tåge. Solen var nu også officielt stået op, men der kom ingen lys igennem, så jeg valgte at fortsætte til næste komposition. Det var dog kun 20 meter fra hvor jeg stod. Jeg luntede over, satte kameraet op, og begyndte at vente. Lyset tog sin gode tid med at bryde igennem, og det var først 30 min senere jeg fik et billede jeg kunne bruge.

Jeg brugte en metode der hedder bracketing. Denne metode bruges ofte hvis du for eksempel har en meget mørk forgrund, og en meget lys baggrund. I stedet for at bruge et ND gradient filter, så kan du bracket. Du får kameraet til at tage 3 forskellige billeder. Ét billede med den normale eksponering du har valgt. Så tager kameraet automatisk ét billede med et blændestop større, og ét billede med et blændestop mindre. Derefter kan du sætte de 3 billeder sammen i Photoshop, og få et perfekt eksponeret billede, uden for meget højlys, eller skygger.

Det blev dog ikke nødvendigt at bruge de andre billeder, men det er altid godt at have muligheden. For du kan ikke gøre det om når du først er kommet hjem.

En lille buttet spurv gemmer sig bag en tot græs i skovbunden. Men genert var den ikke. 

Forfalsket dis

Oppe i skoven, lige omkring hegnet, havde jeg fundet det fineste mosindpakket træ. Jeg ville rigtig gerne have et billede af dette med noget dis omkring. Men desværre var alt disen så godt som væk i skoven, og der var kun lidt tilbage ude på marken og ved søen. Så hvad gør man så? Man ånder da bare på front elementet på objektivet, fokuserer igennem det, og tager billedet.

En anden ting er dog at skovfotografering er stadigvæk en af mine svage sider. Jeg har så svært ved at se motiverne og kompositionerne. Så jeg har brugt meget tid på at se utallige YouTube videoer om emnet. Så i år vil jeg koncentrere mig lidt om denne svaghed og vandre lidt mere i skoven til sommer, og få skærpet mine færdigheder.

Spurven Samson

Da klokken var ved at være 9, begyndte jeg at blive sulten og tænkte jeg hellere måtte vende snuden mod Sønderborg. Jeg smed min Tamron 70-210 på kameraet, bare i tilfælde der skulle komme et rådyr eller andet spændende hoppende forbi. Jeg er flere gange blevet snydt, når jeg har pakket kameraet væk. Det slår aldrig fejl, 5 minutter senere, så kommer der 5 bjørne jonglerende på en et-hjulet cykel krydsende hen over stien.

Og ganske nok, så kom der noget. Ikke langt fra bilen, hoppede der er en lille fed spurv rundt på jorden. Den blev ved med at komme tættere og tættere på, så billederne blev taget hurtigere og hurtigere. Men sådan en lille fætter bevæger sig vanvittigt hurtigt, og skifter retning endnu hurtigere. Så fokus ramte ofte ved siden af. Men fortvivl ej, der kom nogle rigtig fine billeder ud af den lille buttede fyr.

En kort historie om Margrethe Sø

I udkanten af Gråsten skov ligger der 4 søer. De 3 af søerne er navngivet efter Droning Ingrids 3 døtre, Margrethe, Benedikte og Anne Marie. Den sidste sø er navngivet efter Ingrid selv. Selve skoven er løvtræer med både råvildt, egern og fugle i massevis. Specielt i Margrethe Sø, der ligger mere åbent end de andre søer, har et kæmpe liv af gæs, ænder, og svaner. Du kan læse endnu mere om Margrethe Sø, skoven og landskabet lige her.