Sommeren er over os, jeg har haft foto blokering, dog med en lille tur til Mandø og en lokal tur til Mjels sø.
Maj måned har slået alle rekorder, eller ihvertfald to. Både som den varmeste maj, med 1,2° C varmere end den tidligere rekordholder, og som mest solrige med 363 soltimer.
Mange mennesker nyder alle disse dejlige soltimer, men for mig, som landskabsfotograf, er det et absolut helvede. At slæbe ens tunge udstyr rundt i den varme, er snart selvmord. Solen står så tidligt op, og går så sent ned, at det kun bliver til lidt fotografering i weekenderne.
Den 26. maj havde jeg planlagt en tur til Mandø, som ligger lidt nord for Rømø på vest kysten. Det er en lidt spændende ø, da vejen dertil, kaldet låningsvejen, er oversvømmet to gange i døgnet, så hvis man ønsker selv at køre derover, skal man kunne højvandstabellen.
Vi ankom hen af eftermiddagen, ved 15 tiden, valgte at tage lidt vand med, og gå på sightseeing. Ikke fordi der er vildt meget at kigge på, men for at nyde naturen, og se hvor jeg eventuelt kunne få taget nogen billeder ved aftenstid. Det mest imponerende ved Mandø, er at ved lavvande, er der kæmpemæssige sandbanker man kan vandre rundt på som man lyster.
Pga. det gode vejr de sidste mange uger, var der rigtig tørt derovre. Så vi vandrede rundt i ørken lignende tilstande ude på en af sandbankerne, et fantastisk syn. Der var bare flad horisont, dog kunne man se Esbjerg og Fanø i helt ude.
Jeg kan kun anbefale alle at tage til Mandø og kigge, det er ufatteligt flot og meget hyggeligt.
Det blev også til en lille tur til Mjels sø, en sø på Als der har fået nyt liv, efter den har været drænet i over 100 år.
Billeder fra både Mandø og Mjels sø kan ses i portfolioen.
Læg en kommentar