Blåvandshuk

Vi er nu den første uge igennem 2020 og ferien er slut. For mit vedkommende strakte den sig helt til den 6. Januar. På min første tur i år, valgte jeg at tage et smut til Blåvandshuk. Et sted jeg ikke har været i mange år. Men ferien har ikke været præget af fotografering. Faktisk, så har jeg været utrolig doven i min juleferie. Tiden er blevet brugt i selskab med familie og venner, men også på sofaen.

Lige inden jul, udgav Netflix deres nye serie The Witcher, som er en filmatisering af Andrzej Sopkowski’s bøger. Da jeg har været stor fan af spillene – som også er inspireret af bøgerne – kastede jeg mig straks over serien, og blev så positivt overrasket, at jeg fik helt lyst til at genspille Witcher 3: The Wild Hunt. Så kort efter jul gik jeg i gang, og brugte faktisk størstedelen af min ferie på dette. Så fotografering blev der ikke meget af. Dog i weekenden op til min første arbejdsdag valgte jeg at tage lidt afsted. Vejrudsigten sagde flot vejr, dog meget blæsende, så jeg valgte at tage et smut til Blåvandshuk for at blive blæst godt igennem.

Det var en mørk og stormfuld formiddag

Jeg fik pakket tasken med udstyr, deriblandt det nye kogegrej jeg havde fået til jul. Det skulle ud og testes for at se om det var noget værd. Jeg havde fået en ny brænder fra MSR og en lille titaniumsgryde fra Cuma Gear. Dette var for at lette min rygsæk væsentligt og gøre det nemmere når jeg alligevel kun skulle koge vand på mine vandreture. I forhold til min Trangia, sparede jeg cirka 600g, hvilket må siges at være noget af en forskel. Derudover pladsen fylder det nye udstyr 1/3 af det gamle.

Afsted i bilen det gik, med kurs mod Blåvandshuk. Vejene var våde efter nattens regn, men det så ud til at klare op. Men det var så meget sagt. Kort efter jeg var kørt af motorvejen ved Rødekro åbnede himlen sig. Det stod ned i stænger og det blæste en stiv pelikan fra vest. Farten faldt og trafikken snøvlede sig afsted med 60 km/t, da sigtbarheden nu var elendig. Heldigvis klarede det snart op igen, og resten af turen mod Blåsvandshuk gik stille og roligt, og uden problemer.

Blåvandshuk

Lige omkring 10.45 rullede jeg ind i Blåvandshuk og satte kursen mod fyret. Selvom det var lørdag, havde jeg kun mødt en større udvandring af tyske turister. Det nye hold var endnu ikke ankommet, så byen var stille og parkeringspladsen ved fyret var endnu ikke fyldt. Jeg kom i tøjet, et, to, tre, fire og fem lag. Så var jeg klar til at møde den kolde storm fra vest og tilbringe det meste af middagen på stranden. Solen var kommet frem, men legede stadigvæk tagfat med de skyer der måtte glide forbi i deres travle tempo hen over den danske himmel.

Jeg gik mod stranden fra parkeringspladsen og kom snart ud til det skønne skønne område der nu er vesterhavet. Ah hvor jeg da elsker det. For mig, er det at besøge vesterhavet noget af det bedste jeg ved, desværre er jeg det bare for lidt. Blåvandshuk er det tætteste, men det er stadig 2 timers kørsel hver vej. Hvor kærligheden til dette hav kommer fra, skal jeg ikke kunne sige. Måske fra familieferier fra da jeg var lille, eller måske bare det faktum, at det er det eneste rigtige rå og utilgivelige natur vi har i Danmark.

Jeg fandt kameraet frem og satte min Tamron 70-210 mm på for at få lidt rækkevidde, og gik så rundt og tog lidt billeder nede på stranden. Det var noget af en prøvelse at holde kameraet stille da blæsten ihærdigt prøvede at vælte mig omkuld. Efter lidt kedelige og meningsløse skud vendte jeg næsen mod klitterne og vandrede tilbage. Oppe i højden gav det et mere spændende overblik af stranden, og med den skarpe sol i baggrunden skød jeg nogle billeder af nogle mennesker der gik nede på stranden.

I militærets baghave

Jeg var nu på vej over i mod militærets øvelsesterræn. Jeg sikrede mig at der ikke var nogen hjemme og krydsede grænsen. Omgivelserne var nu klitter med bølgende grønt og gult græs, og gav anledning til mange fede billeder. Jeg tænkte at jeg ville have et billede af fyret med klitter og græsset i forgrunden. Jeg rendte op og ned af diverse klitter for at finde den bedste udsigt, og tog adskillige billeder, både i lodret og vandret position. Selvom håndholdt fotografering plejer at være nemt, så er det uden tvivl det ikke når det blæser 15 m/s. Der var tider hvor jeg havde svært ved at kigge igennem søgeren på grund af blæsten.

Jeg befandt mig nu endnu engang på stranden, og havde et billede i tankerne. Noget med noget skumsprøjt fra de store bølger på havet som måske kunne give et fedt abstrakt look. Jeg kunne desværre bare ikke helt få det til at virke, og valgte derfor bare at stå og nyde blæsten og naturen lidt. Da jeg vendte mig om, skinnede solen igennem skyerne fra oven, og kastede dens gyldne lys over et par gamle bunkere. Med silhouetten fra bunkerne i bunden af billedet og det klare stærke lys fra oven, fik jeg skabt en komposition jeg var ganske godt tilfreds med.

Sulten var så småt ved at melde sig, og tænkte at det måske var på tide at finde et sted, jeg kunne få mig lavet noget mad, samt nyde solen lidt, helst uden at for meget blæst. Logikken dikterede at det bedste sats nok var en gammel tysk bunker. Så jeg satte endnu engang kurs mod klitterne.

Frokost i en tysker bunker

Der gik ikke længe før jeg spottede en bunker der nok kunne bruges til at koge lidt vand i. Det tog aldrig ret lang tid at nå derop, og ganske som jeg havde forudset, så var der næsten ingen vind i det ene hjørne. Samtidig var der en lille afsats hvor jeg kunne opstille mit udstyr og koge noget vand til mit frysetørret måltid. Jeg har stadigvæk rester tilbage fra min Norge tur, så det var en af disse jeg havde taget med. Real turmats Spaghetti Bolognese er fantastisk. Det er ihvertfald tilfældet når du er udenfor, har aldrig prøvet at lave det derhjemme, for er ikke helt sikker på det smager lige så godt.

Opsætning og brug af udstyr var uhyre nemt, og jeg er stor fan af dette ekstremt lille kogegrej. Brænderen skrues bare på gasdåsen, og denne bruges så som fod. Armene foldes ud på brænderen og man tænder op. Den lille titaniumsgryde står fint og stabilt uden der er chance for at den vælter. Samtidig koger den vand utrolig hurtigt, så der gik ikke lang tid før maden var klar. Jeg nød min frokost i forholdsvis fred og ro, med en god udsigt til vesterhavet, hvor jeg lige akkurat kunne skimte Horns Rev. Den kæmpe vindmøllepark der er bygget i Nordsøen ud for Esbjerg.

Efter frokosten var spist og det hele var pakket sammen, gik jeg igen ned på stranden. Der var en reel sandstorm som jeg vandrede i, men med vinden i ryggen gik det forrygende. Jeg gik og ledte efter lidt flere billeder, men fandt ikke rigtig noget. Jeg valgte derfor at gå tilbage til bilen, og valgte at sige det var det. Jeg smed de ekstra lag jeg havde på, og vendte atter næsen tilbage mod Sønderborg. Selvom det var en kort dag her i Blåvandshuk, så havde jeg nydt at komme væk hjemmefra og nyde den fantastiske rå natur ved vesterhavet.