Vinteren er officielt over os. Men i Danmark betyder det jo desværre bare mere regnvejr og mindre sol. Vinterfotografering uden sne er ikke så spændende, skovene i vintermånederne er kedelige og våde. Men heldigvis er der én del af Danmark der aldrig ændrer sig, uanset hvilken årstid vi snakker, og det er vores kyster. Faktisk så foretrækker jeg vores kyster om vinteren. Der er ikke så mange mennesker, så de fleste af gangene, kan jeg have det hele for mig selv. Udover det, så er vejret også voldsommere, så risikoen for ekstra skumsprøjt og kuling er i top. Jeg har besluttet at lave et lille vinter projekt hen over vinterperioden, med fokus på de danske kyster. Første stop var Trelde Næs, nord for Fredericia.
Kysten 19/20
Jeg har ikke været så aktiv i efteråret som jeg plejer. Derfor besluttede jeg mig for at lave et lille vinter projekt. Jeg valgte at kalde Kysten 19/20. Som nævnt ovenfor, bestemte jeg mig for at det skulle være om de danske kyster. Da vi omtrent har 8000 km kyststrækning i Danmark, så er der lagt op til at kunne få en masse billeder i hus. Men da vi har så mange kilometer kyststrækning, kan jeg selvfølgelig ikke nå dem alle. Derfor vil jeg i første omgang fokusere på steder jeg ikke har været før. I mit hoved er der ikke noget bedre end at tage afsted, uden at have den store viden om området, og simpelthen bare gå på opdagelse.
En af grundene jeg valgte dette, var også for at få mere fokus på klimaforandringer og hvad vores kyster bliver udsat for. Vores kyster bliver brugt som en losseplads til tider, meget af tiden kommer det ind fra havet, og bliver ført med strømmen fra andre lande. Men rigtig meget plastik bliver også smidt på vores strande og i naturen. Klimasnak er på alle folks tunger lige for tiden, og er noget af det mest populære at fokusere på. Jeg har aldrig været meget for at følge hvad andre gør, men dette punkt er for vigtigt. Nu er der nok nogen der tænker, “Hvordan kan du snakke om klimaforandringer, når du kører Danmark rundt for at tage billeder?”. Jeg ved godt det måske ikke giver mening, men jeg arbejder på at nedbringe min CO2 udledning andre steder.
Første stop, Trelde Næs
Med ene kyst vendt mod Vejle fjord, og den anden mod Lillebælt, ligger halvøen Trelde Næs lidt uden for Fredericia. Et sted med en spændende historie, interessant geologi, og flot natur. Jorden på skrænterne er mest ler, og dette ses også mange steder hvor store formationer er skredet i vandet. Træer med deres rodnet har fundet hvile i Lillebælt, hvor de stille rådner op. Fra campingpladsen, var der engang en gangsti af træ ned til vandet, men i dag er denne væk. Klitten er skredet, og har taget gangsti, trapper og badebro med sig i faldet. Der er endnu ikke ryddet op da jeg skriver dette, og resterne ligger i vandkanten, begravet under flere tons lerjord.
Trelde Næs er dog mere. Den store skov, og hele området er meget besøgt året rundt. Om sommeren er der selvfølgelig flere aktiviteter b.la. krabbefiskeri, samt nogle små indhegninger med dyr. Der er også mulighed for overnatning i sheltere, der er nogle lige i nærheden ved parkeringspladsen, men også længere inde i skoven, med udsigt til Fyn og Lillebælt.
Du kan læse mere om Trelde Næs og dets historie på visitlillebaelt.dk.
Første indtryk
Jeg kørte hjemmefra lige omkring klokken 9, og ankom cirka 1 time og 40 minuter efter. Køreturen derop gik stille og roligt, og havde ingen problem med at finde området, da jeg havde brugt GPSen i bilen. Turen derud går ud af nogle små snørklede veje det sidste stykke vej, men der er godt skiltet fra landevejen, så det er ikke så slemt at finde derud. Desuden er hele området utroligt flot. Jeg fandt nemt en parkeringsplads. Om sommeren er det nok en helt andet snak. Jeg fandt tasken og udstyr frem, og begyndte at kigge mig omkring.
Mit første stop blev nede ved vandet, hvor jeg hurtigt fandt en badebro, som fint kunne bruges til et langeksponeringsbillede. Jeg har netop købt et nyt stativ, et Sirui W-1204, og er igang med at teste, for at se hvor stabilt det er. Det blæste en del denne dag, så det var fint vejr til en 30 sek. lukketid.
Efter mit første billede var taget gik jeg endnu engang på eventyr i området. Jeg fulgte vandkanten langs Vejle fjord, men begyndte stille at bevæge op i mod skoven. Jeg krydsede igennem en dyreindhegning, der var dog ingen dyr hjemme, så jeg kom helskindet ud og gik ind i skoven.
Væltede træer, nedstyrtningsfare, og mudder
Kysten ved Lillebælt på Trelde Næs er en spændende en af slagsen. Skrænterne er lerjord, hvilket har gjort at mange af dem er skredet i vandet. Langs hele kysten ligger der træer i vandet, og nogle steder kan man endda se at træer med rødder og alt er gledet ned, og har placeret sig i vandkanten. Jeg fandt en lille sti, som fulgte kysten, men undrede mig over et lille skilt. “Nedstyrtningsfare” stod der. Okay hvor farligt kan det lige være? Jeg gik i en skov. Men det gik hurtigt op for at der var noget om snakken. Flere steder var stien ikke ret bred, og der var ikke langt fra sikkerhed til fare. Det ene sted var stien næsten helt væk, og der lå tjørnebuske ud over det der var tilbage, så der skulle man have tungen lige i munden, med mindre man havde lyst til en rutsche tur ud i Lillebælt.
Jeg fandt et sted hvor der var åbent og som gav mig et godt overblik over mange af de væltede træer, og fik taget et par billeder, for derefter at gå videre. Jeg kom dog aldrig ret langt, da jeg spottede 3 træer som var skredet i vandt, og lå nu i vandet og ventede på en langsom død. Jeg klargjorde stativ og kamera endnu engang, og besluttede mig for endnu et langeksponerings billede i sort/hvid. Det blev dog hurtigt et værre bøvl at gå frem og tilbage mellem kamera og taske, jorden jeg stod på var lerjord. Så på kort tid, vejede mine støvler pludselig 2 kg mere end normalt. Billedet som jeg endte med blev jeg så glad for, at det er røget i min portfolio.
Trelde Næs, et resumé
Jeg kan kun anbefale andre tage op at kigge ved Trelde Næs. Der er utrolig flot, og jeg glæder mig allerede til at skulle tilbage igen. Der er slet ingen tvivl om at jeg skal derop til for- og efterår. Der er rig mulighed for en god oplevelse, uanset hvem du er.
Læg en kommentar